Efter vi torsdag kunne fortælle, at Riza Durmisis indlæggelse for godt to uger siden sandsynligt skyldtes en cocktail af smertestillende piller og allergimedicin, er ikke færre end fire nuværende og tidligere topspillere på mindre end fire måneder trådt frem med problematiske historier om brugen af smertestillende medicin.
På BT præsenterede vi historien med ordene ’pillemisbrug’, hvilket fik DBU til at henvende sig på vegne af i første omgang Kasper Schmeichel, der ikke følte, at han havde haft et misbrug. Fair nok. Det er vores ord. Mest mine. for jeg skrev en kommentar, der hed ’Stop misbruget’.
Det handlede egentlig ikke så meget om Kasper Schmeichel, selvom han fortalte, at hans brug af smertestillende medicin ’nåede et punkt, hvor jeg (Schmeichel, red.) var nødt til at få så meget smertestillende for at spille kampene, at det ikke var holdbart i længden’. Man kan for at imødekomme Schmeichel tilmed sige, at han handlede klogt ved at lade sig operere i stedet for at fortsætte det uholdbare medicinbrug.
Min kommentar handlede bare langt mere om, at den generelle brug af smertestillende medicin, der er farligere, end de fleste tror, er uhyre udbredt blandt såvel amatører som professionelle fodboldspillere. Når spillere kan fortælle, at de er blevet indlagt, har haft mavekramper eller har spillet en hel halvleg som i slowmotion, er de gået for langt. De har per definition mis-brugt medicinen (brugt medicinen uhensigtsmæssigt eller handlet uhensigtsmæssigt i forbindelse med brug af medicinen).
Torsdag placerede formand for DBUs medicinske gruppe, Per Bjerregaard, hovedansvaret hos spillerne. I dag fredag placerer Spillerforeningens direktør, Mads Øland. det hovedsageligt hos klubberne, deres stab og forbundene. Det rigtige er vel, at ansvaret for at begrænse og kontrollere indtaget af smertestillende medicin ligger hos alle parter. Vigtigst er det, at alle nu bliver opmærksomme på problemet. For det er alvorligt.
