Jan Ø. Jørgensen lagde godt fra land i dette års All England, da han torsdag var oppe imod thailandske Boonsak Ponsana.

I et helt vanvittigt tæt første sæt tog Jan Ø. Jørgensen stikket hjem med snævre 28-26, efter de to havde fulgtes ad hele vejen igennem.

Andet sæt blev også en tæt omgang, men Jørgensen var ovenpå og sikrede sig kvartfinalepladsen med 21-15. Det var ottende sejr ud af ni mulige for Jan Ø. Jørgensen mod thailænderen.

Tidligere på dagen var der også dansk succes, da Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding og Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl ligeledes gik videre til kvartfinalen i doublekategorien.