Jan Ø. Jørgensen vandt også sin anden kamp i sæsonfinalen. Han slog kineseren Tian Houwei i to sæt.

Jan Ø. Jørgensen har fundet storformen frem til World Superseries Finals i Dubai. Torsdag vandt han også sin anden kamp i gruppespillet. Dermed er han så godt som sikker på en plads i semifinalerne, der spilles på lørdag.

I sin anden gruppekamp vandt Jørgensen med de komfortable cifre 21-17, 21-16 over kineseren Tian Houwei.

»Det føles fint, selv om vi var ude i nogle hårde dueller. Jeg føler mig godt kørende,« siger Jan Ø. Jørgensen til TV2 Sport.

Nu skal han møde kineseren Chen Long i den sidste gruppekamp fredag. Vinder Chen Long sin kamp senere torsdag, er både han og Jørgensen allerede klar til semifinalen.

I damedouble kom Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl på tavlen med en sejr efter nederlag i den første kamp.

Torsdag sejrede den danske duo med 21-15, 21-16 over hollænderne Eefje Muskens og Selena Piek.