1.170 kr. pr. tabt kilo. Så meget vil det koste dig at smide blot et enkelt kg af din kropsvægt ved hjælp af den nye slankepille i håndkøb, Alli. Medicinforsker mener, forbrugerne skal tænke sig om, før de bruger de mange penge på den nye slankepille Alli.

- Det er mange penge at skulle ­punge ud med for et stært begrænset vægttab. Typisk skal den enkelte forbruger af med 2.340 kr. for seks måneders behandling, der giver et gennemsnitligt vægttab på blot 2,2 kg., siger lægen og medicinforskeren Jens Peter Kampmann, chef for Institut for rationel Farmakoterapi.

Forskningsinstituttet har kigget den nye slankepille i håndkøb ­kritisk efter i sømmene.

- Jeg er sikker på, at rigtig mange med glæde bruger pengene på pillen, men folk skal være bevidste om, at pillen er meget kostbar. Håndkøbsmedicin er normalt ikke så dyr. Det er lidt fjollet at give så mange penge for noget, der bare giver et par kilos vægttab. Omvendt er det helt oplagt at bruge beløbet, hvis man har et BMI over 28, dvs. af en størrelsesorden, hvor man er i akut fare for at få alvorlige følgesygdomme af sin overvægt.

Læs videre herunder

Kosmetisk virkning
Jens Peter Kampmann tror dog ikke, at prisen vil afskrække ret mange.

- Folk i almindelighed tænker nok ikke særligt over, hvor dyrt det er. Mange ­ønsker bare at tabe sig, uanset prisen. Men med et BMI under 28 er det altså mange penge, man bruger på noget, der nærmest bare er kosmetisk, siger medicinforskeren, der trods alt er meget tilfreds med, at pillen er kommet på markedet.

Steffen Thirstrup, der erverlæge i Lægemiddelstyrelsen, mener ikke, at prisen på pillerne er et problem.

- Jeg har ingen holdning til det med prisen kontra udbytte af behandlingen. Det spørgsmål må forbrugeren selv afgøre.

Ikke en mirakel-pille
- Jeg er helt tryg ved, at Alli-pillen er kommet i håndkøb. Folk skal blot være bevidste om, at det ikke er en pille, man kan tage sammen med sin junkfood og så regne med, at man taber sig. Man er nødt til at droppe den fede mad og skære ned på kalorierne. Gør man det, kan Alli være en hjælp til at opnå en vigtig succes-oplevelse. Det her handler om at få brudt den onde cirkel, siger Lægemiddelstyrelsens ekspert, der ikke har nogen betænkelighed ved bivirkningerne. Heller ikke hos de anoreksiramte unge piger.

- Er du anorektiker og i forvejen ikke spiser for fedt, så risikerer du ikke at få bivirkning i form af diarré.

Virkningen af det virksomme stof i Alli, orlistat, er undersøgt i to undersøgelser med i alt ca. 1500 personer. Deltagerne i forsøget havde alle et BMI mellem 28 og 43. Undersøgelserne viser, at pillerne sammen med en kalorie- og fedtfattig diæt gav et vægttab på 2,2 kg efter et halvt års behandling.