Astrolog Karl-Aage Jensen har allerede kigget den lille nyfødte prins i kortene

Da prinsesse Marie blev gravid forudså astrolog Karl-Aage Jensen her på bt.dk, at hun ville få en lille prins. Og Karl-Aage Jensen fik ret.

- Det er da dejligt, men vi har ellers rodet lidt rundt i det denne gang, da vi ikke kendte prinsesse Maries nøjagtige fødselstidspunkt. Men nu kender vi den lille prins', siger Karl-Aage Jensen.

Han har været tidligt oppe og har allerede nået at kigge på den lille prins' horoskop.

- Han er en lille kvalitetsbevidst livsnyder. En sammensat natur, der har evner og interesser for et alternativt livssyn, fortæller Karl-Aage Jensen.

LÆS VIDERE NEDENFOR

Har har også i bladet Horoskop forudset, at fødselsdatoen ville blive 3. maj. Det kom dog ikke helt til at passe.

- Nej, det var jo ikke så godt. Men alligevel passede det lidt på en sælsom måde, da prinsen jo blev født klokken tre minutter i fem.

Karl-Age Jensen er sikker på, at den lille prins kommer til at ligne sin mor temperamentsmæssigt - nemlig et sydlandsk et af slagsen.

- Med mange planeter i 12. hus (Fiskenes område) er han også meget følsom og sensitiv og får enten interesse for spirituelle emner, eller kan komme til at gå prins Charles eller engleprinsessen fra Norge i bedene med et alternativt livssyn. Men også i hans nærmeste familie findes den interesse.

- Hans bedstefar, prins Henrik, har også været åben for den alternative verden. Da han som ung var i Indokina, forudså en astrolog, at han som 33-34 årig ville blive gift med en dronning fra et land med vand på tre sider.

Den lille nye prins er født i tyrens tegn, og dermed er han i følge Karl-Aage Jensen en kvalitetsbevidst livsnyder med sans for bordets glæder.

- Med Solen i 1. hus er han stolt og værdig og har en stærk udstråling, selv om der er en del skjult bag overfladen. For eksempel en personlig usikkerhed, som kan komme frem i pressede situationer samt i kærlighedsanliggender.

Men selv om den lille prins befinder sig langt nede i rangfølgen som tronarving, så vil han i høj grad komme til at gøre sig bemærket. Især når han får et specifikt arbejdsområde, som meget gerne må være noget humanitært.

- Men man må ikke glemme, at han i perioder har brug for at være alene med de mange planeter i 12. hus. Vi vil derfor komme til at opleve, at han momentvis søger væk fra rampelyset, hvor svært det end kan være, når man er kongelig, siger Karl-Aage Jensen.