Dorthe Andersen afleverede hunden Coco på pension i sommerferien. To måneder efter lå der 11 hvalpe i kurven. Hundepensionen er ligeglad, og faderen er ukendt.

SE VIDEO: Afleverede 1 hund og fik 12 tilbage

Du afleverer én og får 12 tilbage. Umiddelbart lyder det som en fin handel - bare ikke, når det handler om hunde, og faderen er ukendt, og man i øvrigt slet ikke ønsker hvalpe.

Men sådan er situationen for Dorthe Andersen og hendes et år gamle Border Collie, Coco.

- Hun har været i hundepension, og så tror man jo ikke, at den slags kan ske. Jeg troede, at de passede på min hund, konstaterer Dorthe Andersen, mens hun klapper Coco, der kun er 16 måneder gammel.

- Hun havde sin første løbetid i marts, så jeg regnede ikke med, at hun skulle i løbetid før til september. Det sagde jeg også til hundepensionen. Men da vi hentede hende var hun i løbetid, og de havde taget hende væk fra de andre hunde, forklarer hun.

LÆS MERE NEDENFOR

Anede ikke uråd
Så Dorthe tog hjem, uden at ane uråd. For hun havde ikke taget en tilfældig hundepension, men én hun og familien syntes virkede god:

- Vi skulle rejse, og hun skulle passes to uger midt i juli. Så jeg gik på nettet og tjekkede hundepensioner og valgte Måløv Hundepension. Den så god ud, og de lød meget søde, da jeg talte med dem, og da jeg afleverede Coco, fortæller Dorthe Andersen, der i dag ikke har meget pænt at sige om stedet.

Men hunden var glad, da de hentede den, og Dorthe syntes også, den var lidt mere rolig, efter den kom hjem igen.

- Jeg syntes, den havde fået lidt større brystvorter, og dens adfærd var måske også lidt forandret. Så jeg spekulerede da over, hvad det kunne være, men jeg slog det hen, fordi jeg tænkte, at det nok var mig, der var hysterisk. Men så gik jeg til dyrlægen, og så var der ingen tvivl. Mange hvalpe på vej, og for sent til abort.

Da den glade hundeejer fandt ud af, at Coco skulle have hvalpe, ringede hun til Måløv Hundepension for at høre, hvordan det kunne ske, og hvem der mon kunne være faderen.

SE VIDEO: Afleverede 1 hund og fik 12 tilbage

Ingen oplysninger om faderen
- De sagde, at de jo ikke kunne rende og glo på hundene 24 timer i døgnet, og at den slags er, hvad der kan ske, og at jeg skulle tage det som en oplevelse. De var så flabede. Og de kunne og ville ikke oplyse mig om, hvad faderen var for en race.

Dorthe vidste ikke, om hun skulle grine eller græde, men det var også lige meget, for der var ting at ordne. Hun gjorde, som mødre nu engang gør. Hun forberedte sig på de små ny.

- Min søns soveværelse blev inddraget til hvalpegård, og så lånte vi bøger og gik på nettet og købte ind og ventede på hvalpene. De kom præcis den 22. september, som vi havde regnet med, og fødslen tog fire timer. Hun fødte elleve, og alle overlevede. Præcis som jeg havde frygtet, fortæller Dorthe.

Siden er tiden gået med at passe og pleje hunden, og give sutteflaske til nogle af hvalpene. For Coco har kun otte patter, så der er er hele tiden tre, der ikke får mælk. Det er ind imellem svært at nå det hele, når man har fuldtidsjob og er alene med to børn. Men det går.

- Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke aflivede nogle af hvalpene. Men det kunne jeg ikke. Vi har set dem blive født, og jeg kunne ikke få mig selv til at vælge blandt dem. Men vi har kun afsat tre hvalpe. Der er stadig otte, der mangler et hjem, fortæller hun.

Intet kan stoppe en hanhund
Måløv Hundepension erkender overfor B.T., at Coco er blevet bedækket hos dem, men siger samtidig, at den slags er, hvad der kan ske.

- Intet kan stoppe en hanhund, der har fået færten af en tæve i løbetid. Ting sker. Og når ejeren ikke ved, at hunden er i løbetid, hvordan skal vi så vide det, siger Hr. Nikolajsen fra hundepensionen, der ikke mener, han eller pensionen har noget ansvar.

SE VIDEO: Afleverede 1 hund og fik 12 tilbage

Ikke første gang med klager
Hos Dansk Kennel Klub er det ikke første gang, de har fået klager om netop den hundepension, men de forklarer, at der ikke er nogen regler på området:

- Hvem som helst kan lave en hundepension. Vi anbefaler derfor, at man tjekker grundigt. Selvfølgelig kan den slags uheld ske, men det bør ikke ske. Det er uansvarligt, at en hundepension ikke kan have styr på en hanhund. Selvfølgelig kan de det. Og hundepensionen skal i al fald fortælle det til ejeren, så man kan nå at give hunden en abort, siger Vibeke Knudsen fra Dansk Kennel Klub.

SE VIDEO: Afleverede 1 hund og fik 12 tilbage