Odenseaner slipper for straf, selv om han stak familiefar i ryggen med kniv. Anklagemyndigheden begik en fejl.

En 25-årig odenseaner slipper for straf på trods af, at han har stukket en kniv i ryggen på familiefar. En banal rettergangsfejl betyder, at han går fri, skriver Fyns Amts Avis.

Manden blev i første omgang frikendt, da vidner ikke kunne udpege ham efter stikkeriet. Men da det kom frem, at vidnerne var blevet truet til tavshed af den tiltaltes bror, skulle sagen gå om.

Men her skete fejlen, da anklagemyndigheden afleverede forkyndelsen til et familiemedlem, der befandt sig på den 25-åriges bopæl. Ifølge dansk lovgivning skal anken forkyndes personligt for den tiltalte, og derfor afviste landsretten sagen.

Broderen fik i går otte måneders fængsel for at true de vidner, som overværede overfaldet.

/ritzau/