B.T.s Peter Banke svarer igen på de svenske drillerier.

De svenske medier kammer over i selvros og dansker-drillerier.

»Nu mosar vi Danmark,« skriver Aftonbladet på sin sportsforside, mens en svensk fodboldstøvle udtræder en Karl Stegger med sidevogn, så vi rigtig kan lære det os danskere.

Og sådan har det været hele ugen.

Svenskerne er kække som aldrig før, driller Danmark som aldrig før, udlever deres storebror-fantasier for fuld udblæsning.

Vi har set træner Lagerbäck save stillingen i puljen over med en motorsav, klummer som angriber og nedgør de triste danske spillere og så videre og så videre.

Og det ellers så velfriserede svenske publikum er i historisk godt humør og har produceret en jättebanderol med teksten »Græsplænen må ikke betrædes« og »Storebror ser dig«.

Fantasien fejler således ikke noget hinsidan.

Men må man tilføje et »fy fan«, for hvad er det egentlig, der underbygger det storskrydende publikum og de selvglade tidningar?

Er det, at en halvfuld dansker sikrede dem tre point, efter at holdet ellers var gået totalt i baglås i Parken?

Er det, at superstjärnan Zlatan ikke har scoret i de seneste ni landskampe?

Er det, det frygtindgydende Råsunda (37.000, fnys.)?

Er det...nej, vel?

Her på redaktionen har vi selvfølgelig overvejet et modtræk. Vi snakkede (for sjov) om at sætte ild til IKEA, smadre en Dalahest med et baseball-bat (for dumt), save hornene af en elg (for ondt), eller sparke layouteren Johnnys dåse snus over Øresund (for svært).

Så det blev ved overvejelserne, og ovennævnte scenarier kan alligevel ikke gøre det ud for at træde på en skoldet fra bassinet.

Vi holder os for gode til den slags.

For når alt kommer til alt har Sverige aldrig vundet noget af betydning i fodbold.

Danmark har vundet noget af betydning.

I Sverige.

Så hvorfor så kæk, Sverige?

Hvarför?