Når Spice Girls drager på verdensturne, tager de børnehaven med. Familien bliver prioriteret højt, under de fem kryddersilds jordomrejse.

- Selvfølgelig skal vi have en enorm børnehave med, fortalte Posh Spice (også kendt som Victoria Beckham og mor til de tre sønner Brooklyn, Romeo og Cruz), da Spice Girls i London fortalte pressen om deres forestående verdensturne.

- Vi prioriterer vore familier højt. Vi skal have det sjovt, sagde den 33-årige fru Beckham. - En af grundene til at vi gør det her er, at vore børn skal se, hvordan det var, at være Spice Girls for ti år siden.

Turneen bringer Spice Girls til 11 byer i seks verdensdele i løbet af december 2007 og januar næste år. Den starter i familiens Beckhams nye 'baghave', Los Angeles den 7. december, og med perfekt timing udsendes der selvfølgelig et Greatests Hits-album, som garanteret kommer til at ligge under mange juletræer i år.

Som at være tilbage hos eks'en
Ved pressemødet i London fortalte de, at turneen skal opfattes som en tak til deres publikum. Den biver ikke starten på en ny æra med de fem samlet som Spice Girls. - Der er helt klart tale om en engangsforeteelse, lød det fra Geri Halliwell, der som den første forlod bandet tilbage i 1998.

- Forestil dig, at du er blevet skilt og nu er tilbage hos din eks-mand, lød Halliwells beskrivelse af at være tilbage med de øvrige fire piger i bandet.

Den bemærkning fik Victoria Beckham til at udbryde: - Hun er bare glad for at vi har lukket hende ind i varmen igen.

Mel C, 33, (Sporty Spice) forklarede, at genforeningen føltes helt rigtig: - Vi ønskede alle sammen at sige tak til vore fans.

Rygterne om at de gendannede Spice Girls ville optræde på søndagens mindekoncert for Diana blev definitivt manet til jorden.

- Hvis I har lagt mærke til det, så har vi en højgravid pige her, sagde Geri Halliwell og pegede på Emma Bunton. - Vandet kan gå når som helst, så vi kan ikke sige ja til at gå på scenen på Wembley på søndag.