Det brasilianske landshold hyldede legenden Pelé, der er indlagt på hospitalet, efter den flotte 4-1-sejr over Sydkorea, der sikrede plads i VM-kvartfinalen.

Den 82-årige brasilianske legende kæmper alvorligt med helbredet, og der har været mange skriverier de seneste dage, efter han igen blev indlagt, mens han kæmper med sin kræftsygdom.

Derfor var der masser af støtte til Pelé fra Qatar.

Under kampen var der et kæmpe hyldestbanner til ham, mens de brasilianske spillere også sørgede for at markere en støtte til Pelé.

Rørende scener efter den brasilianske triumf.
Rørende scener efter den brasilianske triumf. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Efter slutfløjt samlede hele holdet sig efter ydmygelsen af Sydkorea med et kæmpe banner af Pelé.

De meget rørende scener kom efter en kamp, hvor det brasilianske hold sprudlede og splittede Sydkorea fra hinanden i en forrygende første halvleg.

Hele fire gange scorede Brasilien. Det ene mål vildere end det andet.

Nu møder Brasilien Kroatien i VM-kvartfinalen.

Mens Pelé følger med fra sygesengen på hospitalet.