Brent Howze gjorde store øjne, da han stødte på en alligator ved en flod i den amerikanske stat Georgia 18. februar.

For det var et stort eksemplar, vildtlivsbiologen havde fundet. Et meget stort eksemplar, endda.

Ja, faktisk var alligatoren så stor, at lokale medier gav sig til at undersøge, om billedet, hvor Howze er foreviget sammen med kæmpealligatoren, var ægte eller et fupnummer.

Men den er god nok.

Det bekræfter talskvinden for Georgia Department of Natural Resources (svarer til Naturstyrelsen herhjemme, red.), Sarah Hanson over for USA Today.

Hvor stor var alligatoren så?

Den vejede intet mindre end 317 kilo og målte 406 centimeter.

Mødet med det enorme krybdyr kunne nok få mange til at ryste i bukserne, men ikke Brent Howze.

»Man er ikke i fare. Disse dyr findes. Det har været her i århundreder. De har levet side om side med os mennesker i århundreder, og det vil de fortsætte med,« siger han ifølge USA Today til den lokale tv-station WALB.

Måske skyldes biologens ophøjede ro, at alligatoren var alvorligt såret, da han stødte på den.

Den havde adskillige huller efter skud og måtte aflives på grund af sine lidelser.

Ifølge Sarah Hanson bliver alligatorer kun så store som dette eksemplar ved at undgå kontakt med os mennesker - og dermed vores skydevåben.

Også i staten Florida - lige syd for Georgia - fanges der af og til kæmpealligatorer. Her står ni-årige Mason Lightsey med et næsten fem meter langt eksemplar, som vejede cirka 360 kg.
Også i staten Florida - lige syd for Georgia - fanges der af og til kæmpealligatorer. Her står ni-årige Mason Lightsey med et næsten fem meter langt eksemplar, som vejede cirka 360 kg. Foto: REUTERS
Vis mere

»Den fyr skjulte sig ret godt, siden han kunne blive så stor,« siger hun til USA Today.

Trods sin enorme størrelse er alligatoren ikke den største, der er set i staten Georgia i det sydøstlige USA.

Rekorden stammer ifølge Sarah Hanson fra 2015, hvor der blev fundet et eksemplar på hele 429 centimeter. I staten Florida er der fanget endnu større alligatorer.

Ikke desto mindre hører det til sjældenhederne, at mennesker støder på så store alligatorer.