Bor du ved Vestkysten, så er det nu, du skal hive parasol, grill og havehynder ind, tøjre trampolinen fast og give teltpløkkerne et ekstra slag med hammeren, lyder det fra vagthavende hos DMI Mette Wagner. I løbet af natten til fredag kigger stormen Johanne nemlig forbi vestjyderne.

»Vi forventer, at det kraftige blæsevejr rammer Sønderjylland omkring midnat og derfra bevæger sig nordpå. Omkring Blåvand ser det ud til, at vinden intensiveres, så der er risiko for vindstød af stormstyrke omkring klokken 04.00 i nat,« siger hun.

Johanne bevæger sig op langs Vestkysten mod Skagen i nord og forventer at ramme Thisted omkring klokken 08.00 i morgen tidlig. Klokken 17.00 forventes Johanne at være forbi Nordjylland.

»Hun er en relativ hurtigløber, så det er hurtigt overstået,« siger Mette Wagner.

Dermed oplever de enkelte steder kun et par timers voldsom blæsevejr, før vinden aftager.

Resten af landet slipper formentlig lidt lettere med vindstød af maks. kulingstyrke.

»Vi forventer ikke vind af stormstyrke indlands,« siger hun.

Kraftigt blæsevejr i august er en usædvanlig størrelse. Kun otte gange siden 1891 har DMI registreret kraftig blæsevejr med vindstød af stormstyrke.

»Og typisk har det været i slutningen af august, hvor vi er lidt tættere på efteråret. Det er lidt atypisk, at det rammer så tidligt,« siger Mette Wagner.

Forklaringen er kontrasten mellem den rigtig varme luft, som vi hele sommeren har nydt godt af, og den kølige luft, som nu kommer.

Udover lokale skybrud i aften og storm i løbet af natten, kan vi nemlig også se frem til en weekend, hvor temperaturerne dykker til mellem 17 og 20 grader.

Aflyste tog

Stormen Johanne kommer også til at få indflydelse på den offentlige trafik fredag morgen. Således melder BaneDanmark, at man har valgt at aflyse flere tog på en række strækninger i Jylland.

'Stormen Johanne bringer i nat og i morgen vindstød af orkanstyrke med sig, og det betyder, at der af sikkerhedsmæssige årsager ikke kører tog fra morgenstunden på en række strækninger i Jylland. Herudover vil der være reduceret drift andre steder i Jylland,' lyder det i en pressemeddelelse.

Ifølge BaneDanmark vil ændringer være som følger:

Esbjerg - Struer: Ingen tog fra fredag morgen og frem til kl.11.00

Struer - Thisted: Ingen tog fra fredag morgen og frem til kl.11.00

Langå - Struer: Ingen tog mellem Viborg og Struer fra fredag morgen og til kl.11.00.

Der kører et tog i timen mellem Viborg og Aarhus H

Skanderborg - Skjern: Ingen tog mellem Herning og Skjern fra fredag morgen til kl.11.00. Normal køreplan mellem Herning og Aarhus H.

Esbjerg - Tønder: Der er timedrift på strækningen fra fredag morgen

Aalborg - Frederikshavn: Der er timedrift fredag morgen frem til klokken 08.00, herefter indstilles trafikken til kl.17.00

Vejle - Struer: Ingen tog mellem Struer og Herning fra fredag morgen til kl.11.00