En flot, lun og solrig tirsdag med mellem 12-18 grader.

Sådan lyder vejrudsigten fra Danmarks Meteorologiske Institut for ugens anden hverdag.

Nu skal man som bekendt ikke tage sorgerne på forskud, men…

Lad os bare sige det, som det er:

Det er snart slut med det smukke forårsvejr – i hvert fald i denne omgang.

Vagthavende meteorolog Trine Pedersen lægger da heller ikke fingre imellem, da hun taler om det vejrskifte, der rammer landet onsdag:

»Det kommer til at føles mega-surt efter sådan nogle flotte dage, som vi lige har haft,« siger hun.

Det hele skyldes en front over Storbritannien, som rammer Danmark i løbet af tirsdag aften.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Derfor falder temperaturerne drastisk onsdag og bliver de fleste steder igen encifrede – højst op til 13 grader – og det bliver blæsende ind over land med jævn til en frisk vind. Og regn og byger.

»Temperaturerne falder væsentligt samtidig med, at det blæser op. Det kan næsten kun komme til at føles træls.«

Til gengæld beroliger hun med, at de kraftige haglbyger, som hun og kollegerne på DMI havde varslet onsdag, ikke ser ud til at blive så kraftige, som først antaget.

Trine Pedersen forudser, at det kølige vejr holder ugen ud. Selvom det nok ikke bliver »så dårligt endda«, kan hun ikke få øje på det rigtig flotte forårsvejr i prognoserne.

»Aprilvejret slår sig endnu engang i tøjret,« siger hun.