Det står ned i stænger i store dele af landet.

Særligt på Langeland er det ualmindeligt vådt.

De foreløbige nedbørstal fra DMI viser, at der på 30 minutter er faldet 37,8 millimeter regn i Rudkøbing på Langeland. 

Det svarer til dobbelt skybrud.

I Søndenbro på Sydlangeland er der faldet 24,7 millimeter på 30 minutter - altså ‘kun’ skybrud.

Skybrud er lig med 15 millimeter regn på 30 minutter.

Der har været udsendt varsel om kraftig regn og mulig skybrud for hele landet.

»Vi kigger ind i, at det kommer til at regne i aften og i nat. Nogle steder i de regnområder vil der så komme mellem 25-35 mm inden for få timer,« sagde vagthavende meteorlog hos DMI, Henning Gisselø, tidligere i aftes til B.T.

Regnvejret skyldes en koldfront, der markerer grænsen mellem varm og meget fugtig luft over Danmark og noget køligere luft over De Britiske Øer.

Koldfronten kan også medføre torden.

Kraftig regn på kort tid medfører desuden risiko for glatte veje og dermed akvaplaning.