Et amerikansk ægtepar kom for sent til et krydstogtskib på Bahamas forleden og fik sig nogle dyre 'lærepenge.' Skibet sejlede nemlig lige for næsen af dem. Ombord var deres børn. 

Mange, der som børn har prøvet at rejse alene med bus eller tog, kan sikkert huske frygten for, at mor og far ikke nåede at gå ud af toget igen i tide, når de insisterede på at gå med ind og kysse farvel.

I sidste uge oplevede to amerikanske børn det præcis omvendte - og noget værre - scenario, da deres mor og far kom for sent til det skib, hvor de selv allerede befandt sig. Og ikke nok med, at forældrene ikke var på skibet til tiden og lod 4.000 andre passagerer vente. De kom slet ikke med, og skibet sejlede videre uden dem.

Billederne af deres skrigende og ulykkelige mor på kajen i Nassau i Bahamas er de seneste dage gået verden rundt. En anden passager på skibet optog sågar en video, hvor man ser børnenes far hente moderen i en lille golfvogn og forgæves forsøge at forcere molen og nå frem til det store skib, Norwegian Breakaway. Men netop som vognen nåede frem til skibet, begyndte det at sejle.

Det vides ikke, hvorfor kvinden var så sent på den.

Ifølge Daily Mail var krydstogtskibet på vej tilbage til New York.

En talsmand for Norwegian Cruise Line, som ejer skibet, siger til avisen, at kvinden var forsinket, men at besætningen fik kontakt til hendes mand og børn om bord. De var heller ikke i stand til at få kontakt til hende.

»På grund af omstændighederne gik skibet bort fra den normale protokol og ventede en ekstra halv time på gæsten.«

»Da hun stadig ikke var vendt tilbage og på grund af omstændighederne med familien, blev det besluttet, at manden gik fra borde med deres rejsedokumenter for at vente på sin kone, mens børnene blev om bord,« siger talsmanden.

Selskabet sørgede dog for, at parret fik betalt rejse og overnatning, så de ingen kunne komme ombord på skibet i New York.

Daily Mail har talt med flere af de øvrige passagerer, som fortæller, at parret havde to eller tre børn om bord på skibet. Flere fortæller, at de havde andre familiemedlemmer på skibet, som kunne tage sig af dem.

En mand fortæller avisen, at han mødte børnene på skibet et par dage senere, og at de virkede meget kede af, at deres forældre ikke var med.

Ikke alle havde dog lige stor sympati for forældreparret:

»Du får igen og igen at vide, hvornår du skal være tilbage på skibet. Normalt en time før skibet forlader havnen. Du kan ikke bebrejde skibets kaptajn, at han holder sig til planen. Hvorfor de ikke blev sammen som familie går over min forstand. Det er vanvittigt.«