En bryllupsfotograf blev anklaget for at holde et nygift pars billeder som 'gidsler'. Men sagen har taget en uventet drejning, da det er parret, som er endt med at skulle betale en svimlende erstatning til fotografen.

Det skriver Dallas News.

Ægteparret Andrew og Neely Moldovan skal betale 1,08 millioner dollars (knap 6 millioner danske kroner) til deres bryllupsfotograf, efter en jury i Dallas, Texas, har afgjort, at de forsøgte at ødelægge Andrea Politos foto-forretning.

Det amerikanske par blev gift i oktober 2014, og de hyrede Politos firma til at tage billeder af de lykkelige omstændigheder.

Flere uger efter brylluppet efterspurgte Neely mange gange billederne, men fotografen ville ikke sende dem, før de havde udfyldt ordreformular og valgt et coverbillede til albummet. Først da ville de kunne modtage deres billeder.

Men det var parret ikke interesseret i, da omslaget kostede 125 dollar, hvilket svarer til lidt under 800 danske kroner, og det ville de ikke betale.

Efter ugevis med korrespondancer mellem parret og fotografen, indså Polito, at de ikke ville betale.

Kun to dage efter, at hun mailede til parret, fandt Polito ud af, at de havde kontaktet flere lokale medier og fortalte dem, at hun 'holdt deres fotos som gidsler'.

Polito fortalte derefter Dallas News, at hendes 13-årige virksomhed blev ødelagt næsten natten over.

»Jeg var stolt af mine præstationer, og det tog de fra mig. Det har været en kamp for mig selv at få mit ry tilbage,« siger Polito, der gik fra 75-100 bestillinger til to.

Derfor var det også en glad bryllupsfotograf, der for nylig forlod retten med en dom i ryggen om, at hun skal have erstatning.

»Da dommen blev læst, følte jeg mig lidt lettet, men vigtigst af alt syntes jeg, at mit ry blev genoprettet for mig selv. Det har været så skamfuldt for mig at være fotograf de seneste år.«