Når Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst langt i "Vild med dans", kan Nikolaj Coster-Waldau nå med i studiet.

Der blev hevet både sæsonens første syv- og ottetaller op, da skuespillerinden Nukâka Coster-Waldau og partner Silas Holst dansede moderne dans i fredagens "Vild med dans".

Dansen, der blev honoreret med 33 point af dommerkvintetten, var meget personlig for Nukâka Coster-Waldau, som ønskede at udtrykke, at man er god nok, som man er.

Det er en følelse, hun selv har kæmpet meget med.

- Ligegyldigt hvor godt folk ser ud til at have det, så kæmper alle med noget i perioder af deres liv, siger den 49-årige grønlandskfødte skuespillerinde.

- Så vær altid sød mod de mennesker, du møder, for du kender ikke deres historie. Vær med til at opmuntre andre, og saml på mennesker, der vil der det bedste.

For Nukâka Coster-Waldau er det også vigtigt, at man har mod til at være sig selv, og det kræver det virkelig at være med i "Vild med dans", fortæller hun.

- Der er mange gange, vi render rundt med facader og synes, vi skal være på en bestemt måde, fordi det tager sig godt ud på de sociale medier, at man drikker grønne smoothies, træner hver dag og har en lækker kæreste for eksempel.

- Men vær dig selv - også på de dårlige dage - og turde vise det, for det genkender vi alle, og det er der noget enormt trygt i, lyder opfordringen fra Nukâka Coster-Waldau.

Med sig i studiet har hun haft to af dem, der vil hende det allerbedste, nemlig døtrene Safina og Philippa, til at heppe, mens hendes celebre mand, Game of Thrones-stjernen Nikolaj Coster-Waldau kigger med fra Island, hvor han i øjeblikket befinder sig i arbejdsøjemed.

Han har endnu ikke været at finde blandt publikum.

- Hvis vi når rigtig, rigtig langt, så når han faktisk hjem, så han kan komme og være med i studiet, siger Nukâka Coster-Waldau, som forsikrer, at gemalen følger flittigt med.

- Det er nærmest blevet en tradition, at han sender os dansevideoer hver fredag, siger hun med et smil.

Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst er i hvert fald sikret to uger mere i "Vild med dans".

Næste fredag stemmes ingen par ud, da der samles ind til "Knæk Cancer".

/ritzau/