En chip. Et solsejl. Og en laserkanon. Den berømte stjernefysiker Stephen Hawking står bag et projekt, der vil skyde mikroskopiske rumskibe helt ud til stjernerne

Dét er, hvad der ifølge professor Stephen Hawking skal til for at nå ud til stjernerne. Ud til der hvor der måske er liv. Helt specifikt stjernesystemet Alfa Centauri, som befinder sig 40 trillioner km fra Jorden.

Derfor bakker den berømte stjernefysiker nu op om et nyt forskningsprojekt, som med 655 mio. kr. i ryggen indenfor de næste 30 år skal gøre den rejse mulig, som mennesket har drømt om længe, og som Stephen Hawking mener er nødvendig.

»Hvis vi vil overleve som art, bliver vi i sidste ende nødt til at sprede os ud mod stjernerne,« som han siger til BBC:

»Astronomer mener, at der er en sandsynlighed for, at en planet, der minder om Jorden, er i kredsløb om en af stjernerne i Alfa Centauri-systemet.«

’Breakthrough Starshot’ hedder selve projektet, og gennembrud er i den grad, hvad der skal til for at realisere det.

Ifølge Washington Post ville det eksempelvis med den nuværende teknologi tage rumsonden Voyager 1 - som allerede befinder sig langt ude i rummet - 40.000 år at nå ud til stjernesystemet. Og skal rejsen gennemføres indenfor en generations levetid - som er 20 år - ville det kræve, at rumskibet skulle bevæge sig 160 mio. km. i timen.

Men selv ikke den slags detaljer kan slå Stephen Hawking og den russiske milliardær Yuri Milner - som er den økonomiske bagmand - ud.

Stor skepsis

Tanken er, at forskerne skal opfinde et miniature-rumskib på størrelse med en computerchip, som vil blive udstyret med et solsejl. Dernæst vil en gigantisk laserkanon skyde rumskibet langt ud i rummet, og derfra vil det være lyset, der sender det videre på færden ud til stjernerne, hvorfra rumskibet skal sende data tilbage til Jorden.

Artiklen fortsætter unden billedet.

På Institut for Rumforskning og Rumteknologi i Lyngby har man med stor interesse læst om projektet, men forholder sig dog skeptisk til det. Ifølge astrofysiker Ib Lund-gaard Rasmussen er der simpelthen alt for mange løse ender.

»Selvfølgelig kan man bygge så små rumskibe, men kan de overleve turen ud i rummet? Hvordan styrer man dem? Og kan man overhovedet få dem op i den hastighed, de forestiller sig?

Mange vanskeligheder

Ideen med at skyde dem ud med laser er i teorien god. I dag kan man jo lyse op på en reflektor på Månen og få signal tilbage, så der er ingen tvivl om, at en laser vil kunne skyde dem temmelig langt ud. Men rent praktisk er der virkelig mange vanskeligheder forbundet med det, bl.a. hvordan man beskytter elektronikken mod strålingen i rummet,« siger Ib Lundgaard Rasmussen, som kalder hele projektet »meget optimistisk«.