Legoland er en af Danmarks fremmeste turistattraktioner og tiltrækker hvert år mere end en million gæster, som fascineres af Lego-klodsernes kreative univers. Men ikke alle er tilfredse med forholdene i Billund.

Medlemmerne fra regionsrådet i skotske Aberdeenshire var under en konference i Billund indkvarteret i Legolands Wild West-hytter, men de faldt bestemt ikke i det ledende medlem. Martin Kitts-Hayes' smag.

»Indkvarteringen var ulækker. Det var værre end Bed & Breakfast. Det var et skur,« syder han overfor det britiske medie Daily Record.

»Der var et badeværelse - hvis du overhovedet kan kalde det et badeværelse. Man kan vel løst beskrive det som en bruser,« fortsætter Martin Kitts-Hayes.

Han var så rasende over standarden i Wild West-hytterne, at han fik gennemtrumfet, at hele delegationen fra Aberdeenshire rejste hjem efter mindre end to timers indkvartering. Flybilletterne, som måtte bestilles i al hast, giver skatteborgerne i den nordøstskotske region en ekstraregning på omkring 50.000 kroner.

Har vedtaget besparelser for millioner

Og det falder andre medlemmer af regionsrådet for brystet, da Aberdeenshire netop har vedtaget en omfattende besparelser, hvor alle sten er blevet vendt for at skære ned på udgifterne.

»Det gør mig virkelig vred, fordi vi kan se frem til besparelser for flere millioner pund (over 10 millioner kroner, red.),« siger en kilde fra regionsrådet til Daily Record.

Martin Kitts-Hayes, som tidligere repræsenterede De Liberale i regionsrådet, men nu er løsgænger, var endda en af de varmeste fortalere for spareplanerne.

Bookede for sent

Men Martin Kitts-Hayes giver ikke meget for kritikken.

»Vi ønsker ikke at misbruge skatteborgernes penge, men vi forventer en vis standard (med hensyn til indkvarteringen, red.),« siger han.

Ifølge Legolands PR-koordinator Kasper Tangsig spurgte personalet de skotske gæster, om de var utilfredse, siden de tjekkede ud så hurtigt, men det afviste de.

»Delegationen bookede tre Wild West-hytter i vores Holiday Village efter den officielle deadline for tilmelding til konferencen. Vores ansatte spurgte, om der var nogen problemer med indlogeringen, men de sagde, at de blev nødt til at tage hjem,« siger Legolands PR-koordinator Kasper Tangsig til Daily Record.

I en mail til BT fortæller han, at skotterne ikke indgav en klage.

Konferencen drejede sig især om, hvordan man kan skabe flere jobs i Nordsø-regionen og hjælpe den kriseramte fiskeri, som også er en vigtig industri i Aberdeenshire. Men idet delegationen rejste hjem tre dage før tid, deltog skotterne ikke i diskussionerne.