Det officielle tal lyder på 9,4 millioner indbyggere.

Det tal er vigtigt for landets økonomi og mange andre ting. Hvor mange mennesker skal et samfund tage sig af? Og hvad vil det koste?

I Papua Ny Guinea, et lille land nord for Australien og vest for Indonesien, er der nu opstået enorm forvirring om, hvor mange mennesker de egentlig er.

For en ny undersøgelse foretaget af FNs Befolkningsfond har fundet frem til et helt, helt andet tal for, hvor mange borgere landet har.

Hele 17 millioner indbyggere mener studiet, at landet har. Og altså næsten dobbelt så mange indbyggere at holde styr på.

Og premierministeren? Han kender heller ikke det reelle tal.

Det skriver Financial Times.

I et interview forklarer James Marape, premierministeren, der blev genvalgt i august, at han tror, at befolkningen er omkring 11 millioner – men at han sagtens kan tage fejl.

Hvis det passer, at landets befolkningstal med et snuptag bliver nærmest fordoblet, så vil det med endnu et snuptag halvere landets BNP.

»Uanset om det er 17 millioner, 13 millioner eller 10 millioner, så er landets økonomi stadig så lille, jobudbuddet så småt, og ressourcerne så få, at jeg ikke ordentligt kan uddanne, tilbyde lægehjælp, bygge infrastruktur og skabe den nødvendige sikkerhed, landet har brug for,« siger premierminister James Marape som reaktion på forvirringen.

De fleste af landets 96 distrikter er ikke urbane, hvilket gør det svært korrekt at måle befolkningstal med satellit.

Derfor mener flere eksperter, at landet desperat har brug for en ordentlig folketælling.