Søges: 11.000 kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Sådan kan det snart komme til at se ud i Norge, fordi regeringen pønser på et raskt tiltag i ligestillingens navn hos landets virksomheder.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv ifølge Finans.dk.

For forslaget fra regeringen går ud på, at andelen af kvinder i de norske bestyrelser i fremtiden skal være på mindst 40 procent – ifølge det norske medie vil det berøre syv ud af ti selskaber.

Og altså 11.000 poster som en kvinde skal overtage efter en mand.

Hvordan forslaget komme til at se ud i praksis vides endnu ikke, men det ventes, at de største norske virksomheder i første omgang skal leve op til de nye regler. Hvis det altså vedtages.

Dagens Næringsliv har eksempelvis spurgt analysehuset Oslo Economics om, hvorvidt de ville kunne få flere kvinder ind i bestyrelsen.

Herfra lyder svaret, at det »ikke vil være noget problem«.

Det vækker glæde fra politisk side.

»Jeg er først og fremmest glad for, at Oslo Economics både vil og kan sætte dygtige kvinder i deres bestyrelse. Det viser, at der er nok kompetente kvinder, der kan beklæde posterne,« skriver erhvervsminister Jan Christian Vestre til Dagens Næringsliv.

Det er ham, der står bag forslaget.