I flere måneder har byen Bakhmut i det østlige Ukraine været omdrejningspunkt for de blodigste og dødeligste kampe mellem de ukrainske og russiske soldater.
Roman Gasko, der er chef for sanitetsenheden ved fronten tæt på Bakhmut, befinder sig i helvede på jord. Død er uundgåeligt, og for få dage siden blev hans nære ven Viktor dræbt af et missil.
»Du ser hans krop, du husker, hvordan han så ud, du husker hans stemme, du kender måden, han taler på, og hvordan han smiler.«
»Men du bliver nødt til at lukke hans øjne og lægge ham i en ligpose.«
Selvom den ukrainske læge hver dag vågner op til død og ødelæggelse, er han mest optaget af soldaternes mentale helbred.
I et eksklusivt interview med B.T. fortæller han om livet ved fronten. Et liv, der byder på frygt, afsavn og venskaber for livet, selvom livet for mange stopper brat.
»Det er forfærdeligt, fordi mange af soldaterne, der bliver dræbt, er meget unge, og de havde et langt liv foran sig, hvor de skulle have en familie og få børn, men når du står med dem, så ved du, at det er slut for dem.«
Den 36-årige læge så for alvor krigens udbrud, da et missil tordnede ned i et hus en halv kilometer fra Roman Gasko og hans families eget hus i Ivano-Frankivsk. Han sendte sin familie i sikkerhed og rejste derefter til fronten.
Mere end et år efter står han tæt på fronten ved Bakhmut med et ansvar for en hel enhed, hvor alt er et spørgsmål om liv og død.
»Det mentale helbred er en uadskillelig del af vores sundhed, fordi det er ikke kun vores fysiske krop, der skal være forberedt på krig.«
Psykologer, psykiatere, officerer med speciale i mental sundhed og præster står klar til at snakke med soldaterne om alt fra venner, der bliver slagtet i kamp, til at savne sin familie.
Der bliver lagt stor vægt på det mentale helbred, fordi det let kan stå i vejen for soldaternes arbejde ved fronten.
»Vi havde to delinger ved frontlinjen, der ikke forstod, at fjenderne stod på begge sider, så de blev fanget mellem dem. Der var en del sårede soldater, og nogle af deres venner, som også kæmpede, var rolige, mens andre frøs. De frøs, fordi de ikke var vant til at kæmpe ved et brændpunkt ved fronten.«
»Soldater reagerer forskelligt, men i det her tilfælde frøs de og mistede orienteringen.«
Reaktionerne er helt normale, men de er også dødsensfarlige for både soldaterne selv, men også for deres kolleger. Derfor forsøger den 36-årige læge altid at samle soldaterne til en briefing om, hvad der gik galt, og hvorfor de reagerede, som de gjorde. Noget, der også kan klares over en kop kaffe og en pakke smøger.
»De er bange for, at de ikke overlever krigen, fordi krig er primitivt. Vi er måske blevet mere civiliserede, fordi vi har bedre medicin, bedre hygiejne og kommunikation, men ved fronten er det hårdt for alle.«
Da Roman Gasko ankom til fronten, blev han hurtigt venner med 30-årige Viktor. En ukrainer, der var flyttet til Polen før krigen.
Roman Gasko synes ikke, at Viktor skulle være rejst til fronten, fordi han havde et godt liv i Polen.
»Han havde sine særheder, men han var altid så høflig. Vi havde samme rang og var gode venner, men når han ringede til mig, så undskyldte han altid for at tage min tid.«
»Jeg vil resten af mit liv huske de gode ting ved ham. Hvordan han talte, hans jokes og de usædvanlige situationer, vi oplevede sammen.«
Når Roman Gasko fortæller om sin ven, kan han ikke lade være med at grine, mens han prøver at efterligne Viktors stemme.
Men grinet forsvinder, når han fortæller, at Viktor blev dræbt for få dage siden af granatsplinter i nærheden af Bakhmut, og det var Roman Gasko selv, der skulle tage imod sin gode, men nu afdøde ven.
»De andre kunne se, at mit ansigt ikke var roligt, men jeg forstod også, at jeg blev nødt til at gøre mit arbejde, skrive rapporterne og få Viktor hjem til sin familie.«
Inden Viktor døde, gav Roman Gasko ham et helt særligt løfte. Og her kommer grinet tilbage i telefonen.
»Før krigen var jeg ved at skrive en novelle, og jeg lovede Viktor, at han ville være en af karaktererne i novellen. Jeg sagde til Viktor, at han er prototypen på en af karaktererne i bogen. Det kommer han også til at blive, men han når desværre aldrig at læse om sig selv.«
Når Roman Gasko gang på gang har kigget på sine venner for sidste gang og lynet ligposen, så bliver livet nødt til at gå videre, hvis han skal holde til livet ved fronten.
»Jeg er ikke et sentimentalt menneske, og det hjælper mig meget. Jeg græder ikke til den sidste scene af 'Titanic', når Jake dør. Dårlige ting kan ske, og det er okay. Hvis man er en af dem, der græder til 'Titanic', så vil det være svært for dig at overleve her.«
Livet ved fronten kan forsvinde på et splitsekund, og selvom hverdagen ikke indeholder leg med familie og børn og gode søndagsmiddage med venner, så finder soldaterne en hverdag sammen, der også rummer stunder med dem, man ofrer sit liv med.
»Der er mange minder. Der er især de gode, der handler om venner, der allerede er gået bort. Jeg har fået venner her, som jeg aldrig ville have fået i det civile liv. Vi bor sammen, vi går igennem krigen sammen. Vi er våbenbrødre – minderne vil være der resten af livet, og lige meget hvad fremtiden bringer, så vil minderne forblive med os for altid.«
»Du kan sidde og drikke kaffe med en ven klokken 8 om morgenen, og tre timer efter kan du få et opkald om, at han er død.«
