»Det er et tegn på russisk fiasko.«

Sådan lyder den kontante reaktion fra den amerikanske ambassadør i Kyiv, efter Vladimir Putin i en sjælden tale onsdag har annonceret en delvis mobilisering af landets hær.

I talen slog den russiske præsident fast, at planen skal sættes i gang med det samme.

Derudover bekræftede han under talen også en række forlydender, der den seneste tid har floreret: Nemlig at man vil gennemføre såkaldte 'folkeafstemninger' i de russiskbesatte dele af Ukraine – i Luhansk og Donetsk – for at føre dem ind under russisk flag.

»Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at folkeafstemningerne kan forløbe sikkert,« lød det fra Putin.

Både Ukraine og Vesten har dog allerede tidligere meldt ud, at de russiske folkeafstemninger ikke vil være gyldige – og at udfaldet af dem ikke vil blive accepteret.

Efter talen har den amerikanske ambassadør i Kyiv, Bridget A. Brink, også givet sin mening til kende på Twitter.

Og ifølge hende er Putins udmeldinger et tegn på 'svaghed':

»Falske folkeafstemninger og mobilisering er tegn på svaghed, tegn på russisk fiasko,« skriver hun i et tweet, som fortsætter:

»USA vil aldrig anerkende Ruslands krav på angiveligt annekteret ukrainsk territorium, og vi vil fortsætte med at stå sammen med Ukraine, lige så længe det tager.«

Også den britiske ambassadør i Ukraine, Melinda Simmons, mener, at Putin med sin tale udstiller en 'svaghed':

»Jeg så Putins tale. Han nægter stadig at forstå Ukraine. Delvis mobilisering og falske folkeafstemninger ændrer ikke på den væsentlige svaghed,« skriver hun på Twitter.

Putins tale kommer, efter at de ukrainske styrker i en række modangreb har formået at generobre flere større territorier – mens presset er vokset i Kreml som følge af den manglende succes.

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, oplyste umiddelbart efter talen, at 300.000 soldater fra reserven vil blive mobiliseret til krigen i Ukraine.