Tyrkiet skal have en ny premierminister, efter at Ahmet Davutoglu torsdag meddelte, at han forlader sin post.

Ankara: Skamlen har længe vaklet under Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, og torsdag tabte han endeligt magtopgøret mod præsident Recep Tayyip Erdogan, da premierministeren meddelte, at han træder tilbage fra sin post.

* Ahmet Davutoglus tilbagetræden er resultatet af en politisk strid mellem ham og præsident Recep Tayyip Erdogan, der begge er medlemmer af regeringspartiet - Retfærdighed og Udviklingspartiet, AKP.

* Erdogan ønsker med en forfatningsændring at ændre det nuværende parlamentariske system, således at præsidentembedet får flere beføjelser. I øjeblikket har Tyrkiets præsident overvejende ceremonielle pligter.

* Men det ønske deler Davutoglu ikke. Øget magt til præsidenten vil nemlig ske på bekostning af premierministeren.

* Samtidig har Davutoglu ønsket at lede fredsprocessen med kurderne tilbage på sporet, efter at Tyrkiet har været plaget af voldsom uro og vold i forlængelse af sammenbruddet mellem parterne.

* På det punkt står Erdogan dog meget stejlt. Han vil ikke diskutere fred med kurderne, hvis indflydelse i stedet søges knust med rå magt.

* Også stridigheder om Tyrkiets aftale med EU samt landets centralbank kan have forværret Davutoglu og Erdogans forhold.

* Iagttagere spekulerer desuden i, om magtkampen nåede sit højdepunkt 29. april, hvor Davutoglu blev frataget sin beføjelse til at udnævne partiets provinsielle ledere.

* Præsident Erdogan udpegede i 2014 selv Ahmet Davutoglu som sin efterfølger på posten som premierminister, da Erdogan blev præsident.

* Davutoglu bliver på posten som premierminister og partiformand indtil 22. maj, hvor AKP holder kongres.

* En række ministre er blevet nævnt som mulige kandidater til at overtage posten som premierminister. Blandt andre transportminister Binali Yildirim og energiminister Berat Albayrak, der også er Erdogans svigersøn.

Kilder: Reuters, AFP, BBC

/ritzau/