Et spørgsmål fra politiet fik den kvindelige nabo til at reagere.

»Jeg fik det dårligt, da de spurgte: 'Har du set et barn?'« fortæller hun.

Over for Expressen ønsker hun at fremstå som anonym, efter at lejlighedskomplekset i bydelen Porsön i den nordsvenske by Luleå søndag blev ramt af en voldsom tragedie.

Her blev en kun otteårig dreng fundet død i en lejlighed ved 18-tiden. En mand på 45 år blev senere anholdt, og politiet beskriver vedkommende som et familiemedlem til offeret.

»Manden blev anholdt af politiet søndag aften og er selv blevet behandlet på hospitalet for kvæstelser,« siger vicechefanklager Lindha Strömberg til Expressen.

Derudover har politiet været ekstremt mundknappe i forhold til, hvad der kan være sket bag lejlighedens dør.

Faktisk er endnu ingen konkrete oplysninger kommet frem i de kortfattede udmeldinger.

Heller ikke den kvindelige nabo har bemærket noget usædvanligt i den seneste tid.

»Jeg har aldrig set nogen gå hverken ud eller ind, og normalt møder man jo sine naboer,« siger hun.

Hun oplyser videre, at hun mere eller mindre har været hjemme siden jul.

»Jeg var ude i går mellem halvt 3 og halv 6, og siden var jeg hjemme. Der er lydt her, men jeg har ikke hørt noget. Det er det, der er så skræmmende,« siger den kvindelige nabo, der først opdagede, at noget var sket, da hun så politiet ankomme:

»Jeg spurgte, hvad der var sket, og de sagde bare, at det var en alvorlig forbrydelse. Jeg synes, at det er meget ubehageligt.«

Også politiet er påvirkede af sagen med det meget unge offer.

»Det er en hændelse, der har påvirket os meget, men jeg kan ikke give flere oplysninger om, hvad der er sket,« siger befalingsmanden Björn Pettersson fra politiet til SVT.