I Hongkong er der større fokus på ønsket om uafhængighed fra Kina efter voldsomme demonstrationer i 2014.

Hongkong. En række demokratiforkæmpere er blevet anholdt i Hongkong for at deltage i en demonstration sidste efterår.

- Ni personer er blevet ført fra deres hjem til politistationen, skriver Raphael Wong, der er leder af partiet Ligaen for Socialdemokrater, i en sms.

Flere tusinder demonstrerede i november imod det kinesiske styre i Beijing for at blande sig i Hongkongs indre anliggender.

Hongkong har i tyve år haft delvist selvstyre under Kina efter devisen "ét land, to systemer".

Men aktivister i millionbyen mener, at det kinesiske styre i stigende grad blander sig i anliggender, som hører under selvstyret.

Fokus på uafhængighed fra Kina, som længe var tabu, er blevet større de seneste år. Særligt efter voldsomme prodemokratiske demonstrationer i 2014.

Den 23-årige studerende Derek Lam er blandt de ni, som torsdag blev anholdt.

Han oplyser, at han er tiltalt for at opfordre andre til at være til besvær for offentligheden under demonstrationen sidste år.

Ifølge Lam handler anholdelserne om, at Hongkongs snart forhenværende leder, Leung Chun-yong, er ude på at skræmme oppositionen, inden han går af i slutningen af juni.

- Han forsøger tydeligvis at eliminere og skræmme dem, der vil kæmpe for demokrati - politikerne og de studerende - gennem anholdelser og juridiske kneb, siger han.

Hongkongs nye leder, Carrie Lam, blev udvalgt til at tage over i marts.

En del af devisen "et land, to systemer" betyder, at borgerne i Hongkong har ret til vælge deres egen leder.

Men efter 20 år med delvist selvstyre er det blot 1200 medlemmer af en valgkomité, som kan pege på en leder af Hongkong.

Hovedparten af medlemmerne anses for at være tilhængere af styret i Beijing.

/ritzau/Reuters