I flere måneder har ofrenes familier kendt til beskeden, som betjenten skrev dén nat.

Men det er først nu, at de har fået overskud til at reagere.

»Den kolde, nedværdigende og ufølsomme facon i kommentaren har udløst mere smerte, end du aner,« som Emma Webber ifølge Sky News skriver i et åbent brev.

Hun er mor til 19-årige Barnaby Webber, der sammen med den jævnaldrende ven Grace O'Malley-Kumar blev stukket ihjel på åben gade i den engelske by Nottingham i juni sidste år. 

Kort efter blev også 65-årige Ian Coates dræbt på samme vis.

I løbet af den pågældende nat valgte en betjent at beskrive hændelsen via beskedtjenesten WhatsApp i en lukket gruppe for andre politikollegaer.

Her blev der blandt andet skrevet, at ofrene blev »godt og grundigt slagtet«, mens der var andre udpenslede detaljer fra gerningsstedet.

Siden delte en anden betjent beskeden med sin hustru og to andre venner, hvorved den kom ud i en bredere kreds.

Også Grace O'Malley-Kumars far er forfærdet over indholdet af beskeden og kalder den nu for »ulækker«.

»Hvorfor har politiet i Nottinghamshire glemt, at det handler om vores kære og elskede børn?« spørger Sanjoy Kumar over for Sky News:

»Jeg får tårer i øjnene, hver gang beskeden giver genlyd i mit hoved.«

Fra politiets side erkender man, at der er blevet begået fejl i forbindelse med den beskrivelse af hændelsen, der blev delt på beskedtjenesten.

Politichefen Kate Meynell kalder dele af den for »rå og smagløs«.

Betjenten, der satte ordene sammen, har siden fået en mundtlig påtale i sagen. 

Betjenten, der delte beskeden, har fået det, der kaldes »en sidste skriftlig advarsel«, fordi han også efterfølgende loggede ind i politiets systemer for at se nærmere på oplysninger om gerningsmanden, selvom han ikke havde noget med sagen at gøre. 

Den 32-årige Valdo Calocane er blevet dømt for de tre drab og har fået en behandlingsdom.