Fredag aften tog Sophie Russon (20), Eve Smith (21) og Darcy Ross (21) i byen i walisiske Cardiff, hvor de mødte to yngre mænd.

Men efter klokken 2 om natten havde ingen hverken set dem eller været i kontakt med dem. Nu har politiet fundet tre lig.

Efter en massiv eftersøgning fandt politiet i walisiske Gwent den bil, en VW Tiguan, som de fem unge walisere sidst var set i natten til lørdag.

Bilen blev fundet i St Mellons-området i Cardiff natten til mandag kort efter midnat.

Alle de fem savnede – de tre kvinder, samt de to mænd, de mødte i byen, Rafel Jeanne (24) og Shane Loughlin (32) – er også blevet fundet, skriver Sky News.

Men kun to af dem er i live.

»Det formodes, at bilen var involveret i et sammenstød og røg af A48,« siger en talsperson fra politiet ifølge Sky News.

»Tre af de savnede er blevet fundet dræbt. To er blevet overført til hospitalet med alvorlige skader,« tilføjer talspersonen.

Politiet oplyser ikke, hvem de tre døde, og hvem de to overlevende er.

Det oplyses heller ikke, om de fem personer blev fundet i bilen eller ej.

Politiet fortæller ikke, om trafikulykken er årsagen til de tre dødsfald, og om andre biler var involveret i ulykken, men Sky News skriver ikke noget om, at sagen efterforskes som en drabssag.

Ifølge politiets talsperson modtager familierne til de dræbte og alvorligt kvæstede hjælp fra politiets specialister.