Det summede hele sidste uge.

De fleste var enige om, at en blodig, israelsk invasion af Gazastriben var lige på trapperne, men den kom ikke.

Men det betyder slet ikke, at den er aflyst.

Slet ikke.

»Det overrasker mig egentlig ikke,« siger militæranalytiker hos Forsvarsakademiet Kenneth Buhl.

Han tror – stadig – på, at Israel vil invadere Gazastriben i løbet af denne uge, der lige er begyndt.

Og det er der to meget forskellige årsager til.

Den første handler om de civile palæstinensere i Gazastriben.

»Israel vil gerne have så mange civile ud af den nordlige del af Gaza, som muligt,« siger Kenneth Buhl.

Det gør det nemlig meget lettere for israelerne at angribe, da de ikke i samme grad behøver at tage hensyn til civile palæstinensere.

»I den ideelle verden var der kun Hamas-krigere tilbage i det nordlige Gaza,« siger Kenneth Buhl.

Ved at vente længere kan de nå at få appelleret til, at flere civile palæstinensere fjerner sig fra specifikke områder i så høj udstrækning som muligt.

Militæranalytikerens anden årsag til, at Israel endnu ikke har bedt deres soldater og kampvogne om at bryde gennem hegnet og krydse grænsen ind i Gazastriben, skal findes i Israel.

Ifølge New York Times er Israel blandt andet i gang med at træne soldater i, hvordan man kæmper i murbrokker i en by.
Ifølge New York Times er Israel blandt andet i gang med at træne soldater i, hvordan man kæmper i murbrokker i en by. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er én ting at mobilisere 360.000 mennesker (til hæren, red.), men de skal bringes op i omdrejninger, og de er næppe alle i skide god form efter at have været i reserven i flere år.«

Deres kampevner skal først bringes op til det nødvendige niveau, før de kan blive kastet i krig.

Det er nemlig ikke, hvad som helst de skal ud i i Gaza.

»De skal ind i bykrig, som er noget af det mest komplekse, vanskelige, blodige og beskidte at udkæmpe,« siger Kenneth Buhl.

Og så er der også et planlægningsaspekt, der handler om, at de skal have den rette planlægning og plan bag en invasion. Jo bedre planlægning, des større chance for succes.

Men Israel kan heller ikke vente for evigt.

Venter Israel for længe, venter problemerne nemlig.

»De skal smede, mens jernet er varmt, og resten af verden støtter dem. Lige nu har de et 'window of opportunity' til at reagere, og som jeg vurderer det, ligger det optimalt fra nu og en uge frem,« siger Kenneth Buhl fra Forsvarsakademiet.

Ifølge New York Times, der har talt med tre højtstående kilder i det israelske militær, planlægger Israel at overtage Gaza By og ødelægge Hamas.

De forventer, at angrebet bliver Israels største landoperation, siden de invaderede Libanon i 2006.

Ifølge avisen skulle angrebet allerede være blevet indledt i weekenden, men vejret kom i vejen.

Kilderne oplyser, at Israel vil bruge landtropper, kampvogne, ingeniørtropper, specialstyrker til at rykke ind i Gazastriben. De vil få støtte fra kampfly og -helikoptere, droner og artilleri fra land og havet.