Cumbre Vieja gik i udbrud på La Palma den 19. september. Den har siden spyttet enorme mængder lava og aske ud over den spanske atlanterhavsø. Udbruddet har ødelagt omkring 2.000 hjem – og tvunget over 6.000 mennesker til at flygte.

For flere dage siden blev tre hunde set, tilsyneladende fanget af lavaen. Mindre droner blev sendt op, og de leverede vand og mad til de sultne dyr.

Det blev ret hurtigt besluttet, at en større drone skulle forsøge at hente hundene, men først skulle de lige spørge myndighederne om tilladelse. Det er nemlig ikke tilladt at flyve med dyr eller mennesker med en drone i Spanien.

De har imidlertid ikke kunnet finde hundene igen, lyder rapporterne fra vulkanområdet. Det skriver Sky News.

De tre hunde, som tilsyneladende er spærret inde af lavaen på den spanske atlanterhavsø La Palma.
De tre hunde, som tilsyneladende er spærret inde af lavaen på den spanske atlanterhavsø La Palma. Foto: Lokalregeringen på La Palma
Vis mere

I stedet har de fundet menneskelige fodaftryk i det område, hvor der ikke må komme mennesker, på grund af faren for at blive ramt af lavastrømmen.

De har også fundet en besked, der siger: 'Hundene har det godt'.

Vulkanen på den spanske ø La Palma viser ingen tegn på, at udbruddet er på vej til at aftage.

Efter ødelæggelserne begyndte, så dronerne hundene, der tilsyneladende var fanget af lavaen. Det gav straks støtte fra hele Spanien: De hunde måtte reddes.

En redningsaktion blev startet: »Banneret er der virkelig, det er bare vendt om på grund af vinden. Vi har også set fodaftryk, så vi forstår, at hundene har været væk i nogle dage,« sagde Jaime Pereira, der er chef for redningsaktionen, som udføres af Aerocamaras.

Et billede af banneret cirkulerer på de sociale medier. På spansk står der: 'Vær stærke, La Palma. Hundene har det godt. A-holdet'. Det antyder, at dyrene er blevet fjernet.

Lavaen i det område, hvor man har set de tre hunde, er kølet af til mellem 40 og 70 grader celsius. Det betyder, at det er muligt at gå ind efter hundene.

»Nu mangler vi bare at se hundene, så vi kan være sikre på, at de har det godt,« siger Jaime Pereira.