Ruslands forsvarsministerium hævder at have ødelagt en ukrainsk position med en fjernstyret kamikaze-kampvogn fyldt med sprængstoffer.

På Telegram fortæller det russiske forsvarsministerium således i en opdatering fra weekenden, at man havde fyldt en kampvogn med omkring tre et halvt ton TNT og fem bomber, som normalt har hver 100 kilo sprængstof, hvorefter man havde kørt den frem mod den ukrainske forsvarslinje.

Det rapporterer CNN.

På Twitter florerer en dronevideo af det, der angivelig er den situation, hvor den pågældende kampvogn bliver sprængt i luften.

Ifølge russerne satte kampvognsoperatøren bilen i manuelt gear, da man var omkring 300 meter fra den ukrainske position.

Herefter sprang den russiske soldat ud og lod kampvognen køre videre.

Ifølge den russiske version detonerede man selv dernæst sprængstoffet i kampvognen, og man hævder samtidig, at en opsnappet radiokommunikation fra ukrainsk side bekræfter, at man har påført ukrainerne 'væsentlige tab'.

Søndag delte den russiske militærblogger Voennyi Osvedomitel en dronevideo, som viser en situation, hvor en kampvogn eksploderer i en større kugle af ild.

Ifølge bloggeren finder episoden sted i Marinka-området i Donetsk-regionen.

Skærmbillede fra videoen
Skærmbillede fra videoen
Vis mere

I første omgang er kampvognen stillestående efter tilsyneladende at have ramt en mine tæt på det, der angivelig er den ukrainske forsvarslinje.

Det er uklart, hvad det er, der udløser det.

Men umiddelbart inden den gigantiske eksplosion kan man på videoen se et mindre lysglimt fra højre side – fra ukrainerne.

CNN har ikke efterfølgende kunnet geolokalisere stedet, men man konstaterer, at der har været kæmpet hårdt i Marinka undervejs i krigen.