Så er den gal igen i Tyskland.

Og også denne gang kommer det til at ramme danskere.

Tirsdag vil lokoførere og jernbanearbejdere nedlægge arbejdet, og det kommer herhjemme til at betyde, at der ikke køre nogen tog mellem Hamburg og København.

Det skriver DSB i en trafikopdatering på sin hjemmeside.

Også flyrejsende står overfor aflysninger.

Personalet i Lufthansa nedlægger nemlig også arbejdet udvalgte steder både tirsdag og onsdag.

Tirsdag bliver alle afgange fra Frankfurt aflyst, og onsdag gælder det alle aflysninger fra München.

Det skriver Bild.

Flere afgange og ankomster er allerede blevet aflyst i Københavns Lufthavn.

Det er de kabineansatte i moderselskabet Lufthansa og søsterselskabet Lufthansa Cityline, som er blevet opfordret af deres fagforening, Ufo, til at nedlægge arbejdet.

Ufo påpeger, at Lufthansa har haft et rekordoverskud i 2023 på 1,5 milliarder euro – knap 11,2 milliarder kroner. Det giver basis for at dele fremgangen med de kabineansatte, mener fagforeningen.

Lufthansa blev også i februar ramt af en omfattende strejke, der involverede 25.000 ansatte.