Daniil Medvedev tog karrierens største titel, da han søndag vandt ATP Finals ved at slå Dominic Thiem.

Daniil Medvedev sluttede søndag tennissæsonen af på fornem vis.

Den 24-årige russer tog sin hidtil største sejr i karrieren, da han slog Dominic Thiem i finalen i ATP Finals, herrernes sæsonfinale, som rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

Medvedev måtte tage tre sæt i brug for at slå østrigeren, der blev nedlagt med cifrene 4-6, 7-6, 6-4.

Russeren lagde hurtigt pres på Thiem og spillede sig til to breakbolde, første gang østrigeren servede.

Men Thiem holdt stand og tog lidt efter et afgørende skridt mod sejren i første sæt, da han vandt i Medvedevs udlæg og kom foran 3-2. Det var både første og eneste gang i første sæt, at en af de to spilleres serv blev brudt, og så tog Thiem første stik på sin første sætbold med lidt hjælp fra netkanten.

Andet sæt endte i tiebreak, efter at samtlige partier blev vundet af spilleren, der servede. Thiem spillede sig til breakbolde i to partier, men lykkedes ikke med at bryde Medvedev, mens russeren også selv havde en enkelt mulighed undervejs.

I tiebreak var russeren overlegen, og så måtte de altså tage tredje sæt i brug for at finde en vinder.

I tredje sæt var hvert parti en kamp. Medvedev spillede sig til tre breakbolde ved 1-1, men det var først, da Thiem servede ved stillingen 2-2, at russeren lykkedes med at vinde i østrigerens udlæg.

Medvedev kom på 3-2 og holdt efterfølgende serv til 4-2. Nu lugtede det af russisk sejr, og den blev lidt senere en realitet, da Medvedev på sin første matchbold lukkede kampen.

/ritzau/