Hun har rejst hele verden rundt med ham i flere år. Og det kommer hun til at blive ved med.

I hvert fald i noget tid.

For alt imens den danske tennisstjerne Holger Rune kæmper for at blive verdens bedste, har han sin mor, Aneke, med på sidelinjen.

»Min rolle er blevet ret fleksibel, og jeg er faktisk ikke så aktiv længere. For alt det tennismæssige er der jo ansat kompetente folk til at tage sig af,« fortæller hun til B.T.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men på trods af en øjeblikkelig placering som nummer ti i verden, en stab, der vokser sig større og større omkring danskeren, og en alder, der har rundet de 19 år, er der dog stadig brug for tennismoren helt tæt på, lyder det fra Aneke Rune:

»Holger synes, det er hyggeligt og vigtigt med et stort team omkring ham, og så længe, der er brug for det, rejser jeg med.«

Han fylder 20 år næste gang. Er det så ikke ved at være tid til at slippe ham helt?

»Havde du spurgt mig for fem år siden, så havde jeg troet, at trænerstaben havde taget over allerede nu, og at der ikke var behov for mig.«

Men har de ikke netop taget over nu?

»Der kan være nogle ting, som Holger og jeg kan snakke om, men som han ikke kan snakke med sine trænere og resten af holdet om. Og så længe, der er behov for det, er jeg her.«

De utallige timer på sidelinjen har da også betydet, at hun efterhånden har udviklet sig til et kendt ansigt hos tennisfans verden over.

For nærmest hver gang, sønnen spiller de store turneringer, retter tv-kameraet ofte fokus på danskerens boks, hvor Aneke Rune sidder placeret sammen med trænerstaben.

Holger Rune fejrede Paris Masters-triumfen med sin mor og resten af teamet.
Holger Rune fejrede Paris Masters-triumfen med sin mor og resten af teamet. Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON
Vis mere

Og derfor er det i løbet af det seneste år væltet ind med beskeder i morens indbakke.

Her bliver hun bombarderet med kommentarer og spørgsmål fra folk, der har forskellige holdninger til hende og sønnens makkerskab.

»Der er mange, der har en mening om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor meget jeg skal være med. De siger, jeg skal slippe ham. Og det gør jeg sgu gerne, men hvis han kan se værdi i, at jeg er med, så bliver jeg her,« siger hun.

I bunken af de mange beskeder fra folk, som har en holdning til samarbejdet mellem mor og søn, er der dog også en del, der søger hjælp hos Rune-familien.

»Det er ikke altid lige let at være forældre til en sportspersonlighed. Og der er rigtig mange mødre og fædre, der har skrevet til mig med spørgsmål om, hvordan vi håndterer det,« lyder det videre.

Holger Rune har den seneste uge opholdt sig i Torino, hvor han har været førstereserve til årets ATP-sæsonfinaler.

En rolle, som pludselig blev en realitet, efter han for få uger siden vandt den prestigefyldte Paris Masters-turnering.

Her var der i øvrigt et helt særligt øjeblik, som overraskede Aneke Rune dybt. Det kan du læse mere om HER.