Union Berlin har fyret sin danske assistenttræner Henrik Pedersen. Mandag formiddag er den tidligere HB Køge-cheftræner blevet afskediget sammen med cheftræner Jens Keller efter en stribe utilfredsstillende resultater i 2. Bundesligaen.

I de sidste fem kampe er det kun blevet til en sejr, mens holdet også i perioden har lidt nederlag i pokalturneringen, og det var nok til, at trænerne skal skiftes ud.

 
FC København tabte 1-3 til FC Norsjælland i Superligaen.
Vis mere

»Vi havde ikke længere tillid til, at vi med den daværende konstellation kunne opnå stabile sportslige resultater. Derfor har vi valgt at reagere med det samme,« siger Union Berlins sportsdirektør, Lutz Munack, til klubbens hjemmeside.

Hovedstadsklubben ligger ellers ikke alt for langt væk fra det store mål om at rykke op i den bedste tyske række med en øjeblikkelig fjerdeplads. Efter 16 runder er der tre point op til den tredjeplads, der giver play off-kampe om en plads i Bundesligaen.

Det har dog ikke været godt nok for ledelsen, og dermed kan de to danske spillere i truppen Kristian Pedersen og Jakob Busk se frem til fremover at blive trænet af Andre Hofschneider, der før har stået i spidsen for holdet, inden Henrik Pedersen og Jens Keller fik tjansen.