Opturen i FCK har kostet en nedtur - en skilsmisse var prisen,da Johan Wiland valgte FCK.
Han er en stille og rolig fyr. Et koncentrationsfænomen. I harmoni med sig selv. Siger ikke så meget. Heller ikke på banen. Han er ham, der slog Jesper Christiansen af. Ham, der havde et truckerskæg. Sikkerheden selv. God på stregen. Mindre god med fødderne.
Er det et billede, du køber?
- Jaeh… Jeg er vel blevet bedre med fødderne. Da Jesper stoppede, var der meget snak om det. Medierne tager en lille bid og fremhæver det, men jeg tænker ikke så meget på det. Synes I, at jeg er dårlig med fødderne, så må I skrive det.
Det er jo også Ståle Solbakken, der har fremhævet det som en af forskellene på dig og Jesper Christiansen…
- Ja. Men alligevel er det jo mig, der spiller.
Og sådan skriver han under på billedet af sig selv. Det er godt et år siden, Johan Wiland med truckerskæg trådte ind i rampelyset for at afløse den albueskadede Jesper Christiansen, og siden har han lige så stille slettet den profilerede eks-målmand fra den københavnske fodboldhukommelse.
På det tidspunkt, da han trådte ind på scenen, stod han ellers i sit livs krise. Efter trekvart år som bænkevarmer i Danmark hungrede han efter at komme i kamp, men på hjemmefronten var der nok af kampe at kæmpe. Konen Maria havde forladt sit Sverige for at følge med sin mand til Danmark, men den danske hovedstad blev aldrig hendes hjemmebane, og for syv måneder sammen valgte de at gå hver til sit.
- Det var en hård tid. Men man må bare komme igennem det. Der er stor forskel på at være den, der flytter på grund af sin fodbold, og at være den der flytter med og forlader alting. Hun kunne ikke finde ind i livet her i København. Hun afhang lidt for meget af mig og fik ikke sit eget liv. Det blev for meget for os begge to, fortæller Johan Wiland.
Du ofrede meget for fodbolden. Hvordan er det at tænke på det?
- Det er heldigt for mig, at jeg har haft fodbolden, for hver gang jeg er kommet til træning, har det været sjovt. Det har løftet mig. Selvfølgelig var jeg ikke så glad, når jeg tog hjemmefra, for der var meget at tænke over, men når jeg kom herud på træningsanlægget, så var det som at komme ind i en helt anden verden. Her er mange at snakke med, og de har været fantastiske imod mig. Alle sammen. De har forstået min situation, og når de har set, at jeg har været nede, har de forsøgt at få mig i lidt bedre humør, siger Johan Wiland.
Er du kommet videre?
- Jeg dater.
Er det lettere at date, når man spiller godt i FCK?
- Arh… Det kan man godt sige, men så må man også tænke over, hvem det er, man dater. Jeg tager ikke den første, den bedste.
Er der mange hang-arounds?
- Det er der sikkert. Ha-ha. Men der er no comments, ha-ha.
Og så en tilføjelse:
- Du må godt skrive, at min date hedder Sara Carlsson. Så bliver hun glad.
Den nu 29-årige målmand voksede op i den lille svenske by Viskafors, hvor der ikke bor meget mere end 4.000 mennesker. Da han var 11 blev hans egne forældre skilt, men i dag er de gode venner og ses med deres nye ægtefæller som vennepar.
Typisk for familien Wiland, der har forsøgt at handle med omtanke, og som har opdraget deres børn med, at "man skulle opføre sig ordentligt og tænke sig om," som Johan Wiland siger det.
Mor Eva og far Anders bakkede ham op i de fritidsinteresser, han delte med sine tætte venner, der både gik i skole, til fodbold og til ishockey sammen, og de var der, når der skulle spilles kampe. Unge Johan var god til sport. Kunne være blevet en god ishockeyspiller, hvis ikke han havde valgt fodbolden, og så god var han til begge dele, at han som 16-årig var i tvivl om, hvad han skulle vælge.
- Jeg var faktisk tæt på at vælge ishockey, for jeg syntes på det tidspunkt, at det var sjovere end fodbold, men jeg havde spillet fodbold, siden jeg var helt lille, og ishockey først fra jeg var 11. Det føltes, som om fodbolden var det rigtige. Jeg var vel også lidt bedre til fodbold. Men ishockey var sjovest. Det er en sjov sport. Det går hurtigt. Der sker noget hele tiden. Alligevel valgte jeg fodbold.
Fortryder du i dag?
- Nej. Det gør jeg ikke,« griner han. »Vi spillede en kvalifikationskamp med Rydboholms SK, da vi spillede i 5. division og skulle rykke op i 4. division. Og dem vi spillede mod, havde en målmand, der var målmandstræner i Elfsborg, og jeg spillede godt, hvorefter han ringede til mig dagen efter og spurgte, om jeg ville prøve at spille i Elfsborg. Da begyndte jeg at spore mig ind på, at det skulle være fodbolden, fortæller Johan Wiland, der først måtte igennem en fornuftssnak med sin far, før han traf det endelige valg.
- Han sagde, at inden for fodbolden, kan man spille i 2. division og stadig have en chance for at blive set og få succes. Spiller man i 2. division i ishockey, er det som 6. division i fodbold. For at få succes i ishockey skal man nå meget højt, mens man i fodbold kan begynde lavere og stadig have en chance.
En typisk velovervejet Wilandsk beslutning?
- Ja, det var det. Med omtanke.
På tirsdag får han brug for al sin koncentration, når han igen står over for Iniesta, David Villa og Lionel Messi. Igen er der store forventninger til FC København, men skal de have point, kræver det en kanonkamp af Johan Wiland. Presset? Næ. Det kunne lige så godt have været kampen mod Horsens i onsdags.
- Jeg synes, det er så sjovt at spille kamp, at det ikke gør mig noget, om vi spiller en pokalkamp eller Barcelona, siger Johan Wiland.
Og det kan man så tro på eller lade være. Men han ligner en mand, der mener det.
