Det er ikke kun Holger Rune, der kører med klatten i Paris.

Da den danske tenniskomet Holger Rune mandag sensationelt spillede sig i kvartfinalen i French Open, måtte han dele tv-tiden med søster Alma Rune.

Storesøsteren, der stolt heppede på lillebror fra tribunen, blev under den nervepirrende fjerde rundekamp flittigt filmet af den franske tv-producer – og hurtigt fik den blonde dansker sin egen lille fanskare på de sociale medier.

På et døgn fik hun omkring 5000 nye følgere på Instagram – fra omkring 9.000 følgere før kampen til nu over 14.400 Instagram-følgere.

Og på Twitter tiltrak hun sig ligeledes en pæn portion opmærksomhed:

23-årige Alma Rune, der selv er tidligere tennisspiller, er i stald hos det store danske modelbureau Scoop Models, og her har man masser af superlativer at smide efter storesøster Rune.

»Hun er en smaddersød pige og virkelig professionel, når det kommer til hendes modelkarriere,« siger ejer af Scoop Models, Bente Lundquist.

»Og hun klarer det hele så godt. Hun passer sit studie samtidig med, at hun også passer sin modelkarriere. Og så finder hun oven i hatten også tid til at rejse rundt i verden og støtte sin lillebror.«

Hun fik jo et lille internationalt gennembrud under Holgers kamp mandag. Kan I allerede mærke effekten af det?

»Nej, det kan vi ikke sige noget om endnu. Men det er heller ikke sådan, at Alma får modeljobs, fordi hun er Holgers søster. Det gør hun jo, fordi hun er Alma Rune,« slår Bente Lundquist fast.

Alma Rune var i starten af maj i Go'aften Danmark sammen med Holger Rune. Og her understregede den danske tennisstjerne betydningen af en storesøster.

»Hvis jeg har problemer, så ringer jeg til min søster og spørger om hjælp. Det kan eksempelvis være, når hun hjælper mig med at få rettet nogle bolde og slået nogle slag til træning.«

Rådene må bare IKKE komme undervejs i kampene, grinte søskendeparret.

»Men jeg er en trofast supporter under kampene, hvor jeg smiler og prøver ikke at være for irriterende,« lød det fra Alma Rune.

Holger Rune møder onsdag den norske tennisstjerne Casper Ruud i French Opens kvartfinale. Tidspunktet for den nordiske tennisgyser kendes endnu ikke.