Vejles anfører, Calle Facius, ved godt, hvor det bærer hen ad efter nedrykningen, selv om ledelsen er meget tilbageholdende med konkrete udmeldinger før de nødvendige individuelle samtaler med spillerne.

Det er slut med heltids-konceptet, og alt tyder på, at spiller-flokken står over for det ubehagelige dilemma: Gå ned i løn, eller nøglen drejes om.

"Ja, det er oplagt, at ledelsen søger en løsning i retning af halvtids-professionalisme. Der er ikke penge til andet. Det vil nok betyde farvel til mange spillere, ikke kun blandt dem, hvis kontrakter udløber nu, men også blandt nogle med kontrakter for længere tid.

For mit eget vedkommende står det fast, at jeg kun fortsætter, hvis klubben kan finde et meningsfyldt halvdagsjob til mig ved siden af fodboldspillet. Jeg er kontor-uddannet, og det skal helst være noget inden for mit fag. Hvis klubben eksempelvis ikke tilbyder andet end et job i en børnehave, så rejser jeg," siger en afklaret 29-årig Facius, der sammen med målmand Erik Boye har været Vejles bedste spiller i foråret.

Vejles økonomi er mildest talt elendig. Egenkapitalen faldt til knap 7 mio. kr. ved årsskiftet efter et 1999-underskud på 8,1 mio. kr.

Nu holder alle vejret, indtil ledelsen åbner for nødplanen.

Turen ned i landets næstbedste række betyder tab af mindst fire-fem mio. kr.

TV-indtægterne falder fra ca. tre mio. kr. til 800.000 kr.

Tilskuer-indtægten forventes reduceret med mindst én mio. kr.

Desuden kan de to hoved-sponsorater, Dong og de tre købmand, hver på knap én mio. kr. ophæves ved nedrykning.

Dertil kommer alt det løse.

Krisen er til at få øje på, men ledelsen forventer stadig at kunne løse de økonomiske problemer.

Vejles direktør, Henrik Lund:

"Vi har en rammeplan parat, og det er klart, at der bliver tale om en justering til lavere blus. Vi kan ikke bare, som OB gjorde i forrige sæson, fastholde konceptet i 1. division. Vi skal nu finde fodfæste økonomisk og sportsligt, skabe en fornuftig platform, hvorfra vi bygger på et godt kuld af egne talenter."

De foreløbige spiller-realiteter:

Ethvert håb om at bevare Erik Bo Andersen er forduftet, hvad enten det gælder leje- eller køb. Der er ikke råd. Angrebs-raketten skal retur til MSV Duisburg, hvis der ikke melder sig seriøse købere til at matche et transferkrav i fem mio. kr.-klassen.

Jesper Søgaard, der har været skadet hele foråret, skifter transferfrit til FC Midtjylland.

Dan Sørensen, den herlige fighter, stopper karrieren.

Claus Frandsen, der har været langtidsskadet, rejser også.

Spillere som Jens Madsen, Jesper Mikkelsen og Klaus Eskildsen har kontraktudløb til sommer, og de skal forholde sig til betyelig løn-nedgang svarende til halv tid.

De næste uger kan altså byde på flere spilleres farvel.

Nedrykningen er først og fremmest en konsekvens af, at Vejle-truppen ikke viste sig bred og bæredygtig nok i forbindelse med et hav af skader i et frygteligt efterår.

"Det her er virkelig kommet bag på os efter flotte placeringer som nr. 2, 4 og 6 i Superligaen de tre foregående sæsoner. Men vi kan ikke bare skubbe ansvaret fra os og sige, at det er spillernes skyld. Vi - i ledelsen - har heller ikke være dygtige nok," siger direktør Lund.

Al Vejle-snak om stadion-modernisering og børs-introdukton er forstummet, ligesom fusions-planer med Kolding og Fredericia blev jordet tidligere på sæsonen. Vejle er havnet i en helt anden fodbold-verden.