Det er sjældent, man kan høre en mands vejrtrækning på afstand. Men det kan man, når Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen handler i Netto med sin gasmaske for ansigtet. Han ligner en superskurk fra en Star Wars-film.
Det er han ikke. Han er bare ekstra forsigtig. En af den nye hverdagshelte.
»Jeg synes virkelig, man skal tage den her ekstraordinære situation seriøst,« fortæller Ulrich.
Pakket ind i plastik fra tæer til fingerspidser fylder han indkøbsvognen. Han nøjes ikke med almindelige mundbind. Han har anskaffet sig en gasmaske til lejligheden. Han vil gøre coronavirussen chanceløs.
»Jeg gør ikke det her for at provokere. Jeg vil bare virkelig gerne gøre mit for ikke at være en del af smittekæden.«
Han er 28 år gammel og bor i en lille landsby på det nordvestlige Fyn sammen med sin kone og tre børn. Han er ikke selv bange for virussen, men han vil gerne passe på sine medmennesker i det lille samfund.
Andre kunder og personalet i den lokale Netto i Søndersø har kun set Ulrich et par gange, men han er ikke til at overse. De ved, han kommer. Maksimalt en gang om ugen.
»Det ser voldsomt ud. Men det viser jo meget godt, hvilken tid vi er i lige nu,« siger Janni Juhl Stærhøj, mens hun iført plastikhandsker tager en mælk fra hylden.
Ulrich er altid alene og altid iført sit sikkerhedsudstyr.
»Jeg har købt det samme sæt til min kone, men hun vil ikke have det på, så derfor er det nu kun mig, der står for indkøbene,« fortæller Ulrich.
Selvom hans kone, Heiðrún Björk Dethlef Húnfjörð, nægter at bære dragten, så bakker hun op om sin mand.
»Jeg synes måske, det er for meget. Men jeg kan godt forstå ham. Så jeg støtter ham fuldstændig. Jeg vil bare ikke selv i det. Det synes jeg er for pinligt.«
Planen var egentlig slet ikke at handle før i april. Men hans kone havde behov for friske råvarer.
Kaffen smager ikke helt som den skal med langtidsholdbar mælk, som Ulrich selvfølgelig også har liggende.
Rettidig omhu
Under sengen ligger den ene kasse efter den anden med langtidsholdbar mælk, dåsekikærter og flåede tomater. Overdrevet, vil nogen kalde det.
»Rettidig omhu,« kalder Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen det.
Soveværelsets forrådskammer er kun en brøkdel af, hvad huset gemmer på. Toilettet har syv pakker toiletpapir, og kummefryseren er fyldt til kanten med smør og hotwings.
»Det er sådan, jeg kan undgå at gå ud af huset mere end maksimalt en gang om ugen.«
Der er sprit ved døren, i bagagerummet på bilen og på forsædet. Lige så mange steder er der også gummihandsker.
Der er en forskel på Ulrich og de danskere, som hamstrede den aften i marts, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned. Ulrichs lager blev fyldt i februar.
Og så gør han det ikke for sin egen skyld. Han gør det for din og min. Han vil vil ikke være den, der kommer til at udsætte en anden for fare.
»Jeg bærer jo ikke den her dragt og maske for sjov. Men jeg føler, det er nødvendigt. Det her er alvorligt. Folk dør af den her sygdom,« siger Ulrich.
Allerede to uger før statsministerens pressemøde havde Ulrich fyldt nødreserverne for 2.500 kroner. Det begyndte med en onlinebestilling af et panserglas til mobiltelefonen i januar. Men glasset var i restordre. Det fik Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen til at undre sig:
»Hvis Kina stopper med at producere billige plastikprodukter, så er der noget galt. Jeg undersøgte det på nettet og fandt ud af, at Kina var ramt af en virus, der nærmest lukkede landet,« fortæller han.
Da coronavirus kom til Europa, og virussen tog fart, gjorde Ulrich det samme. Det er han glad for i dag, fordi han regner med, at reservebeholdningen kan holde familien kørende en måned, hvis det bliver nødvendigt.
Han ejer 16 biodragter, som han skifter en gang om ugen. Dragten har han tænkt sig at beholde på, indtil virussen er væk.
Selv forudser han, at sommeren vil gøre os godt.
»Jeg forventer ikke, at alle skal pakke sig ind, som jeg gør. Men hvis flere begynder at tænke sig om og tage bedre forholdsregler, så kan vi måske undgå, at den her virus kommer tilbage og er endnu værre igen til efteråret,« siger Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen.
