På TV 2 har støvet knap nok nået at lægge sig efter en stor fyringsrunde i foråret, før nyhedsstationen atter svinger sparekniven.

Det skriver TV 2.

Anne Engdal Stig Christensen, der er administrerende direktør for TV 2, varsler nye fyringer, fordi mediemarkedet er udfordret, og TV 2 står over for »tabt reklameomsætning« og »en mere digital og fragmenteret brugeradfærd«.

»Det er beklageligt, men desværre uundgåeligt, at vi også kommer til at reducere i antallet af medarbejdere, skriver direktøren i en mail til TV 2.

Hun har ikke haft mulighed for at stille op til interview med sin egen nyhedsstation, men svarer i stedet på mail. 

TV 2s finansdirektør, Carsten Topholt, siger i et interview, at TV 2 befinder sig i en »alvorlig situation«, og han kalder nedskæringerne et udtryk for »rettidig omhu«.

Han afviser dog, at fyringerne vil medføre et forringet produkt. Tværtimod hævder han det modsatte.

De nye bebudede nedskæringer kommer knap tre måneder efter, at TV 2 valgte at skille sig af med 50 medarbejdere i nyhedsafdelingen, herunder 25 fastansatte og 25 løse stillinger.

Det vakte vrede og utilfredshed hos medarbejderne, der efterfølgende nedlagde arbejdet i protest og strejkede.

Fyringsrunden endte med, at 22 medarbejdere stoppede på TV 2.

Ifølge Anne Engdal Stig Christensen vil overblikket over den endelige medarbejderreduktion i forbindelse med den kommende fyringsrunde være på plads inden efterårsferien.