Medarbejdere på TV 2's nyhedsafdeling har valgt at nedlægge arbejde

Det erfarer B.T. fra flere kilder.

TV 2 har også selv bekræftet strejken på TV2.dk.

Ifølge B.T.'s oplysninger var der ved mødet stort flertal for at strejke i protest mod fyringsrunderne på 50 personer, der blev meldt ud tirsdag.

Forhandlingerne ved møderne har haft fokus på medarbejdernes krav om, at antallet af fyringer skulle sættes betydeligt ned.

Ledelsen på tv-stationen meldte ud, at man grundet reducerede budgetter tirsdag formiddag har varslet en 'fremtidssikrende' omstrukturering af nyhedsafdelingen, der ikke mindst inkluderer en større fyringsrunde, hvor 50 medarbejdere skal opsiges.

Omstruktureringerne betyder blandt andet, at der skal laves færre tv-vejrudsigter, ligesom en del af TV 2s aftennyheder for fremtiden skal produceres i Odense i stedet for København.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra TV 2s hovedtillidrepræsentant Lennart Sten.

Til Journalisten udtaler hovedtillidsrepræsentanten, at strejken er udtryk for udbredt vrede og utilfredshed blandt medarbejderne.

»Folk føler, at de er gået med til en omstillingsproces, hvor de gik ind i det med åbne øjne og arme. De er med på, at der skal ske mange store forandringer i deres arbejdsliv. Og da de så står der, hvor de i forvejen er ude af deres comfort zone, kommer der så en melding om, at der skal være 50 fyringer. Så det er udtryk for frustration og vrede over det,« lyder det.

Overfor fagbladet Journalisten har han dog forklaret, at medarbejderne i TV 2s nyhedsafdeling har reageret stærkt på nyheden om ændringerne, der kom frem på tirsdagens stormøde i mediekoncernen, og som efterfølgende blev behandlet på et fagligt medarbejdermøde om eftermiddagen.

»Folk er forundrede, forbavsede, frustrerede og uforstående. Folk er kede af det og vrede, og nu skal vi alle lige sunde os engang,« siger TV 2s hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten.