I sin aktive karriere var han kendt for at kunne gøre ting med en fodbold, som langt de fleste ikke engang har fantasi til.
Og med sin flamboyante stil blev Ronaldinho - med det borgerlige navn Ronaldo de Assis Moreira - da også kåret som verdens bedste fodboldspiller en enkelt gang – og måske æblet ikke falder så langt fra stammen?
I hvert fald er den brasilianske fodboldtryllekunstners søn gået i samme retning som sin far, og den 20-årige legendesøn har netop fået styr på sin fremtid det kommende år.
På sin hjemmeside kunne den engelske Championship-klub Hull City torsdag offentliggøre, at man har skrevet en etårig kontrakt med Barcelona-legendens søn João Mendes.
Mendes skifter til klubben på en fri transfer, efter hans kontrakt med den nyligt oprykkede Premier League-klub Burnley udløb denne sommer.
Grundet sin unge alder har Mendes endnu ikke seniorkampe under bæltet, men har til gengæld repræsenteret sin fars tidligere klub, giganterne fra FC Barcelona, på ungdomsniveau.
Det var ikke altid lutter lagkage i Mendes' fars karriere, selvom den i dag 45-årige Ballon d'Or-vinder var stort set ustoppelig på banen.
Ronaldinho har tidligere siddet i fængsel i 32 dage, efter han sammen med sin mor blev taget med falske dokumenter i Paraguay – i 2021 var han endda ved at ryge i brummen endnu en gang.
Læs mere om det HER.