Den administrerende direktør hos Nilfisk, Torsten Türling, flytter til Tyskland.

Og det betyder et farvel til jobbet som direktør i selskabet, der er kendt for at sælge professionelt rengøringsudstyr.

Det skriver Børsen.

Ifølge en officiel meddelelse fra Nilfisk skyldes Torsten Türlings beslutning familiemæssige årsager.

»Det har altid været et privilegium for mig at lede Nilfisk. Jeg forlader dog min position af familiegrunde og flytter tilbage til Tyskland,« siger han i meddelelsen.

Torsten Türling kommer oprindeligt fra Tyskland og flytter altså hjem.

Men det bliver først om ni måneder. Det vil sige i udgangen af februar næste år.

På trods af inflation og højere produktionsomkostninger endte Nilfisk med en omsætning på 270,3 millioner euro og et overskud på 11,8 millioner euro i fjerde kvartal i 2022.