Det er kvindernes kampdag, og det skal selvfølgelig markeres.

Sådan tænker man i hvert fald hos spisestedet Freddy Green i Aalborg, der giver 13 procent på både mad bestilt i restauranten og på takeaway.

Men man skal være kvinde for at opnå rabatten.

Det skriver TV 2 Nord.

Og hvorfor så lige 13 procent?

Forklaringen har Frederik Løwe, der er medejer og direktør i Freddy Green.

»Det er for at støtte op om Kvindernes Internationale Kampdag. Tilbuddet er baseret ud fra de tal, vi nu kunne finde, og de viser, at mænds lønninger gennemsnitligt er 12,3 procent højere end kvinders, og så tænkte vi, at det var en sjov gimmick, og derfor valgte vi at runde op til 13 procent for at kompensere lidt for det,« siger han.

Frederik Løwe forventer, at dette tilbud kan lokke lidt flere kunder i butikken denne fredag.