Et billede af en halvnøgen lille dreng, der vrider sig i en posering foran en swimmingpool, et billede af en lidt ældre dreng, der hiver underbukserne halvt ned om ballerne og et kommentarfelt propfyldt med begejstrede mænd, der vurderer, hvilket foto de bedst kan lide, mens de skriver deres telefonnumre.

Det var blot noget af det, der mødte danske 36-årige Sara Ann Irons, da hun klikkede ind på et link til en gruppe på Facebook.

‘Lovely boys’ var navnet på gruppen, som også Rigspolitiet onsdag blev opmærksom på efter at have modtaget utallige anmeldelser fra bekymrede danskere.

En af dem var altså Sara Ann Irons, og det indhold, hun overværede i Facebook-gruppen, skulle vise sig langt fra at være enestående.

Karakteren og oprindelsen af det børnepornografiske materiale peger nemlig ind i et uhyggeligt fænomen, som ekspert Farwha Nielsen vil gøre os klogere på senere i artiklen.

‘Boy Cute’, ‘Lovely Cute Boys’ og et utal af andre grupper med fotos og videoer af små, halvnøgne drenge poppede op inde på siden, som Sara Ann Irons med åben mund scrollede igennem.

»Jeg følte foragt. Jeg blev vred. Men jeg blev mest vred over Facebooks reaktion på, at jeg anmeldte det her,« siger Sara Ann Irons.

Hun rapporterede nemlig siden til Facebook med det samme, men morgenen efter fik hun en besked fra verdens største sociale medie om, at indholdet ikke overtrådte deres retningslinjer.

Screenshot af et opslag inde fra gruppen, der nu er lukket ned af Facebook.
Screenshot af et opslag inde fra gruppen, der nu er lukket ned af Facebook. Foto: Screenshot/ Facebook
Vis mere

Derfor forsøgte hun at tage sagen i egen hånd ved at lave et opslag på sin private profil.

»Jeg lavede opslaget for at gøre folk opmærksomme på, at man på Facebook faktisk kan oprette en side, kalde det en personlig blog, og så kan der bare sidde en masse pædofile sammen og hygge om nogle billeder,« siger Sara Ann Irons og fortsætter:

»For mig er det meget synligt, hvad de her mænd har gang i.«

B.T. har undersøgt disse Facebook-sider og fundet frem til, at det, de har tilfælles, er, at både de unge drenge og de gamle mænd hovedsageligt er fra Pakistan og Afghanistan.

Sara Ann Irons
Sara Ann Irons Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

‘Hay. I am from Pakistan. I am bottom, call boy.’

Sådan står der skrevet over et billede af en ung, lettere ranglet dreng med et lille stribet klæde foran sit underliv.

Selv om pædofili er imod loven i Pakistan og Afghanistan, er det som fænomen udbredt i de to lande, hvor det er socialt acceptabelt for mænd at have seksuelle forhold til små drenge.

Det fortæller forfatter og leder af ‘Tværkulturel familierådgivning og konfliktmægling’ Farwha Nielsen, der blandt andet arbejder med udenlandske drenge og mænd, som har været udsat for overgreb

Screenshot af et opslag fra en af de omtalte grupper, der nu er lukket ned af Facebook.
Screenshot af et opslag fra en af de omtalte grupper, der nu er lukket ned af Facebook.
Vis mere

»Det er krigssamfund, hvor der ikke er lov og orden, så det bliver acceptabelt at have pædofile forhold med drenge,« siger Farwha Nielsen.

Det pædofile fænomen kaldes ‘bacha bazi’ - oversat til dansk ‘drengeleg’. I 2010 satte dokumentarfilmen ‘The Dancing Boys of Afghanistan’ fokus på problemet, hvor man kunne se, at der blev handlet med små drenge, der blev sminket og iklædt kjoler, inden de blev vist frem til potentielle købere med det eneste formål, at de skulle udnyttes som sexslaver.

Ifølge Farwha Nielsen er fænomenet vokset betydeligt de seneste år efter krigens ødelæggelser og Talebans fald. Samfundet er simpelthen nedbrudt, siger hun.

»I den forbindelse er der rigtig mange sårbare børn, der måske ikke eller næsten ikke har nogen familiemedlemmer - og selv hvis de har, er nogle af dem villige til at sælge børnene for tjene penge og overleve,« siger hun.

Forrfatter og leder af ‘Tværkulturel familierådgivning og konfliktmægling’, Farwha Nielsen.
Forrfatter og leder af ‘Tværkulturel familierådgivning og konfliktmægling’, Farwha Nielsen. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Men hvem er de her mænd, der udnytter små drenge?

Det er typisk mænd i magtfulde positioner, siger Farwha Nielsen og fortæller, at det specielt er fundamentalistiske mujahediner - altså mænd, der udfører jihad, og som ofte er medlemmer af illegale politiske grupper.

»De her fundamentalistiske grupper og mujahediner er simpelthen så modbydelige, at politiet og alle andre er bange for dem og ser igennem fingre med alt. Det er et dybt gennemsyret, korrupt samfund,« siger Farwha Nielsen, inden hun fortsætter:

»Og mange af de her mænd, der misbruger drenge, er også selv vokset op i krig og måske også selv blevet misbrugt. Det er den måde, de hævner sig på.«

Et udsnit fra et af kommentarfelterne, hvor mændene skal bedømme, hvilket foto de bedst kan lide
Et udsnit fra et af kommentarfelterne, hvor mændene skal bedømme, hvilket foto de bedst kan lide Foto: Screenshot/ Facebook
Vis mere

Farwha Nielsen er forfærdet og dybt bekymret over, at fænomenet nu har bredt sig til de sociale medier.

»Det er jo det, der det forfærdelige ved det. Det gør det meget vanskeligt at styre, og det gør det meget vanskeligt at beskytte de her børn. Pludselig er det ikke kun en kreds lige i landsbyen, men hele verden. Det bliver meget omfattende. Og de stakkels børn, der er udsat i forvejen, bliver endnu mere udsat,« siger hun.

Hun håber, at Facebook lever op til sit ansvar og lukker sådan nogle sider fuldstændig ned, siger hun.

Men selv hvis de gør, er Farwha Nielsen fyldt med en høj grad af mismod.

»De her grupper finder også nye måder at organisere sig, sådan at det ikke ser ud, som om det er pædofili og børneporno. Jeg håber, vi bliver så gode teknisk, at det bliver spottet og fjernet,« siger hun.

Efter B.T. har været i kontakt med Facebook og gjort dem opmærksom på problemet, har de lukket de omtalte sider ned og er nu i gang med at undersøge, om der ligger andre tilknyttede konti, som også skal tages ned.

Det fortæller fungerende kommunikationschef for Facebook i Norden Camilla Nordsted, hvis fulde interview kan læses i ovenstående faktaboks.

Og det er altså ikke første gang, B.T. har gjort Facebook opmærksom på pædofilt indhold på deres platform. Sidste uge florerede en video med en voldtægt af et lille barn, som nåede at ligge på Facebook i otte dage, inden den blev fjernet.

B.T. har været i kontakt med Rigspolitiet, der fortæller, at de ikke har et præcist tal på, hvor mange anmeldelser de fik på gruppen, men siger, at det var så mange, at de vurderede, at de måtte melde ud offentligt.