Den første uge med hele familien samlet under et tag og hjemmeundervisning af børnene har givet anledning til store frustrationer hos flere forældre.

Men det mener næstformanden i Skole og Forældre, Cecilie Harrits, slet ikke, der er nogen grund til.

Ifølge hende skal forældrene tage det helt roligt og lade være med at stresse over undervisningen, da ansvaret ikke hviler på dem.

»Ingen forældre skal have dårlig samvittighed, hvis de ikke laver skolearbejde med deres børn.«

Sådan lyder det fra næstformand i Skole og Forældre Cecilie Harrits, som B.T. torsdag har talt med for at indhente nogle gode råd til børnefamilierne, der kan se frem til hjemmeundervisning et godt stykke tid endnu.

Hav fokus på familien

»Forældre er jo ikke lærere eller pædagoger. Det kan give konflikter og uoverensstemmelser i hjemmet, hvis de forsøger at være det, og det er ikke det, som børn og familier har brug for i sådan en situation her. Vi har brug for, at vi har trygge børn, der har en god relation til deres forældre. Der skal tages hånd om hele familiens situation.«

»Det er det vigtigste fokus som forælder: Hvordan får vi det her til at fungere for vores familie, så vi kan være i det.«

Gå i dialog med lærer

»Det er rigtig vigtigt lige nu, at skole og hjem taler sammen og finder ud af, hvad der er realistisk. Lærerne har også brug for at finde ud af, hvordan de skal tilrettelægge undervisningen under hensyntagen til hver enkelt elev, som lovgivningen lægger op til.«

»Hvis man som forælder ikke har muligheden for at sætte sig sammen med sit indskolingsbarn, så tal med læreren om det. Måske kan der laves en løsning for eksempel på Skype eller FaceTime, så læreren kan hjælpe barnet.«

Vedligehold det sociale for barnet

»Her kan lærerne også hjælpe. Det har jeg set i mit eget barns 6. klasse. De mødes på Googles videochat hver morgen klokken halv 10 med deres lærer, og så kan jeg se, hun sidder en time efterfølgende og snakker med sine kammerater. Det er en måde at bevare den sociale kontakt, hvor de kan se hinanden.«

»Det er ikke alle familier, der har det digitale udstyr. Og hvis det er den situation, man står i, så skriv til skolen. De har udstyret, og jeg ved, at mange skoler ekstraordinært låner det med hjem til familierne.«

Skab struktur og tænk alternativt

»Jeg synes, man skal holde sig orienteret om, hvad lærerne foreslår, men for de små klasser er det ikke pensum på samme måde som i de ældre klasser. Det vigtige med de yngste er at få holdt læsningen ved lige. Lidt frilæsning og en godnathistorie, så har man faktisk gjort det rigtig godt den dag.«

»Og hvis man kan bruge de online læringstilbud, der findes, til at hjælpe med at skabe en form for struktur i børnenes hverdag, så synes jeg endelig, man skal gøre det.«

Slap af

»Man skal ikke gøre brug af de her tilbud, fordi man tænker, at det er død og pine vigtigt for mit barn, at det lærer det her. Man skal gøre det, fordi man kan se, det er en hjælp til at få familiesituationen til at hænge sammen. Man skal huske at tænke de her ting som et tilbud, man kan tage imod, hvis man kan se, det giver mening i ens egen familie.«

»Hav tillid til, at den skolede form for læring skal de nok for samlet op på, når de er tilbage i skolen. Lærerne skal nok være super opmærksomme på, hvem der er med, og hvem der ikke er med, og på den måde få samlet op, der hvor der er brug for det.«