Fremtidige kunder kan sælge løs på Lauritz.com og få pengene inden for tre uger.

Sådan lyder meldingen fra auktionshusets direktør, Mette Rode Sundstrøm, i forbindelse med, at Lauritz.com er røget i rekonstruktion.

Auktionshuset har længe været i økonomiske problemer og kæmpet med massiv gæld – og det har fået store konsekvenser for kunderne.

B.T. har i løbet af foråret kunnet bringe en række af historier om utilfredse kunder, der ikke får deres penge for solgte varer inden for de aftalte frister.

Nu er auktionshuset røget i rekonstruktion i et forsøg på at redde virksomheden. Det vil sige, at virksomheden forsøger at skrabe nok kapital sammen til at undgå en konkurs, forklarer Lauritz.com i en pressemeddelelse.

»Foråret i år har været en svær tid for alle hos Lauritz.com, fordi vi qua vores faldende omsætning i et udfordret marked ikke har kunnet indfri vores egne servicekrav ift. at betale vores sælgende kunder til tiden. Det beklager vi dybt,« udtaler Mette Rode Sundstrøm i pressemeddelelsen.

Til TV 2 uddyber direktøren, hvilke redningskranse man vil forsøge at kaste ud. Den første mulighed er, at nogen vil købe sig ind i den nuværende ejerkreds. Den anden løsning er at refinansiere virksomheden, mens den tredje er et fuldt af salg af Lauritz.com.

Derfor skal rekonstruktionen ses som auktionshusets måde at kunne tilbagebetale de mange utilfredse kunder, som stadig ikke har modtaget deres penge.

Sidste måned var Forbrugerrådet Tænk ude at fraråde, at man som kunde handlede med Lauritz.com. Et opfodring, man stadig står ved, lyder det fra jurist hos Forbrugerrådet Tænk Martin Bruun-Houmølle.

»Vi opfordrer kraftigt til, at man som forbruger tænker sig om, inden man handler hos Lauritz.com,« siger han til B.T.

På trods af den voldsomme kritik skal fremtidige købere ikke frygte at miste deres penge, lyder det fra auktionshuset i et skriftligt svar til B.T.

For når en virksomhed er i rekonstruktion gælder det, at købers betaling for et køb separeres på en særskilt konto, der alene anvendes til sælgerafregning. Pengene vil derfor ikke blive brugt til at dække virksomhedens driftsomkostninger, hvilket tidligere har været tilfældet.

Man kan derfor som sælger regne med at have sine penge senest 21 dage efter endegyldigt hammerslag. Det gælder dog kun fremtidige kunder, mens der kan være op til et års ventetid for dem, der stadig ikke har set pengene for deres salg på deres bankkonto.

»Vores vigtigste pejlemærke er at kunne betale alle vores kreditorer inklusive de sælgere, som vi er så kede af ikke at have afregnet med rettidigt,« skriver Mette Rode Sundstrøm til B.T.

Men inden man skynder sig ind på Lauritz.com for at sælge, skal man slå koldt vand i blodet og tænke sig om, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

»Hvis de kan garantere pengene, så er det fint. Men vi har med en virksomhed at gøre, der før har lovet ting, som ikke er blevet holdt,« siger Martin Bruun-Houmølle og fortsætter:

»Jeg kan godt forstå, hvis der sidder forbrugere derude, som ikke længere har tillid til Lauritz.com.«