Budskabet er klart: Du skal ikke sælge dine varer hos dem.

Det er den kontante melding fra direktør i Forbrugerrådet Tænk Mads Reinholdt. De fraråder nemlig, at du sælger dine varer hos det omstridte auktionshus, Lauritz.com.

Det skrev TV 2 først. Direktør Mads Reinholdt bekræfter også meldingen til B.T.

»Der har gennem en længere periode været store problemer hos Lauritz.com. Fristen for udbetaling af penge er blevet skubbet og skubbet og nu fjernet.«

»Derfor er vi nu så langt ude i forholdet mellem forbruger og virksomhed, at vi fraråder salg af varer. For vi er nået så langt ud, at vi ikke ved, om folk overhovedet får deres penge tilbage.«

Meldingen kommer blandt andet efter en længere række af historier om utilfredse kunder, der ikke får deres penge fra solgte varer, inden for de aftalte frister.

Auktionshuset har længe været i økonomiske problemer og kæmpet med massiv gæld, og det er anden gang inden for tre måneder, at ventetiden på udbetaling bliver forlænget. I dag er fristen fuldstændig fjernet.

B.T. har tidligere talt med jurist hos Forbrugerrådet Tænk Martin Bruun-Houmølle. Han har rettet en skarp kritik af Lauritz.com.

»Kunderne låner penge til virksomheden, uden de har accepteret det, og de får ikke selv noget ud af det. De bliver ikke kompenseret for den øgede ventetid, og deres penge bliver taget som gidsel. Vi syntes allerede, det var problematisk, første gang Lauritz forlængede ventetiden,« siger Martin Bruun-Houmølle og henviser til, at auktionshuset i januar øgede den maksimale ventetid for udbetaling fra 30 til 40 dage. Nu er fristen fuldstændig fjernet.

Nu er det endnu mere kritisk, siger han og henviser derfor til Forbrugerklagenævnet.

»Kan man ikke få virksomheden til at reagere på en klage, kan man tage sagen videre til Forbrugerklagenævnet. Og det kan jeg anbefale, at man gør, hvis man er utilfreds med den måde, man bliver behandlet på.«

B.T. arbejder på en kommentar fra Lauritz.com.