Efter smitteudbruddet i Skødstrup Sogn har Aarhus Kommune nu oprettet ekstra kviktest på smitteramt skole.

Aarhus Kommune har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Midtjylland valgt at åbne for kviktest på Skødstrup Skole.

Det sker på baggrund af, at smittetrykket lige nu er højt både i Skødstrup og Skæring Sogne, skriver Aarhus Kommune i et opslag på Facebook.

B.T. Aarhus har tidligere på ugen beskrevet, hvordan skolen er ramt af corona, og at smitten har spredt sig imellem 10 klasser, der primært fordeler sig på 0. årgang.

Tirsdag den 16. november var i alt 53 elever testet positiv for corona.

»Vi er nok den skole med flest raske elever og samtidig mange smittede, sagde Marianne Back, der er viceskoleleder på Skødsstrup Skole dengang.

Marianne Back fortæller lørdag, at der stadig er omkring 50 elever, der er smittet med corona.

»Jeg håber, at det begynder at vende nu, og at vi har fået smitten inddæmmet,« siger hun.

Marianne Back understreger, at tiltaget på skolen med kviktest er henvendt til hele Skødstrup Sogn og altså ikke er noget som skolen har organiseret.

Skolen har flere tiltag for at inddæmme smitteudbruddet. Blandt andet har de organiseret alle elever klassevis, så de undgår at blande sig. Derudover er der også en række tiltag om rengøring og afstandskrav.

Men fra næste uge skruer skolen op for muligheden for, at elever kan blive testet.

Hidtil har det været muligt for elever over 9. år at blive kviktestet en gang om ugen med et samtykke fra forældrene.

Fra næste uge vil det blive muligt at blive testet to gange om ugen for at forebygge smitten.

En opgørelse af antallet af coronasmittede i Aarhus fra fredag den 20. november viser, at der de seneste syv dage har været 88 smittetilfælde i Skødstrup Sogn.

Positivprocenten er her målt til at være 4,7 procent.

Skødstrup Sogn er dermed over alle tre grænseværdier for, hvornår sognet skal indføre særlige smitteforebyggende tiltag.

Du kan blive kviktestet på Skødstrup Skole i denne weekend i tidsrummet 10-14.

Der er ingen krav om tidsbestilling.