Restaurant Mash på Banegårdspladsen i Aarhus har taget en beslutning om ikke længere at modtage kontanter.

Det fremgår af et skilt ved indgangen, skriver Århus Stiftstidende, som har talt med Mikkel Glahn, der er partner og marketingchef i kæden.

På Erhvervsministeriets hjemmesiden findes listen 'Meddelelse om særligt røveriudsatte postnumre', hvoraf postnummeret 8000, der tilhører Aarhus centrum, ikke er på listen over områder, som 'alene er forpligtet til at modtage kontanter fra klokken 06.00 til klokken 20.00'.

Adspurgt, hvorvidt Mash i Aarhus ikke bryder loven ved ikke at tage imod kontanterne fra kunderne, er svaret fra Mikkel Glahn klart:

»Jo, det gør vi sgu nok. Men hvem er det, vi bryder loven over for? De gæster, vi omgås, har ikke problemer med det. Dem, der har et problem med det, er dem, der i bund og grund ikke skal komme på en restaurant,« fortæller han til mediet.

Han mener nemlig, at det er på tide med en ændring i loven, som – ifølge ham –  »stammer fra en tid, hvor man ikke havde Mobilepay«.

Beslutningen om at sløjfe pengesedlerne er taget, da medarbejderne på Mash Aarhus har luftet ønske om netop dette.

En del af begrundelsen er, at det både er »dyrt« og »besværligt«.